You are here

USA

 

 

Så blev det også til en 4de blog. Hvori jeg vil afdække President Obamas inderste hemmeligheder som jeg fik snuset mig frem til gennem en måneds arbejde som hans personlige rådgiver og bodyguard (ikke mindst)......... Men æv, jeg var jo ikke alene i USA, så det bliver svært at fordreje sandheden og opdigte historier i den grad som jeg efterhånden er vandt til for at få mine rejser til at lyde interessante.

 

Chip (eller er det Chap) nu med udsigt. Anders And fandt jeg desværre aldrig...


Resume

Og hvordan var det så lige jeg endte i USA: Jo, det var noget med en FN-konference i Rio i maj, efterfulgt af hippie-rejse med hippiebror til hippie-festivaler, gemte Guyanaer, amazonasbåde og en turborejse gennem latinamerika. Og wupti var man her (ja altså USA - ikke den malaysiaske jungle hvor jeg skriver dette og har drønet igennem de sidste i 5 timer i bumletog).

(tror da faen de blogs bliver så lange når jeg kan bruge så mange linjer på en blablaingenting-intro)

 

 

 

 

 

 



 






 


Det er de vilde halloweenhaver vi støder fra flere uger inden dagen. Og der er kostumer til alle, Også hunde. Da vi er på bar på dagen er alle klædt ud og på tv ser man et stort cirkus af udklædte værter og spas.  De kan altså noget de Amerikanere. Vores fastelavn når dem ikke til sokkeholderne.





USA

Fik krydset grænsen til El Paso i Texas, og æder mig et BurgerKing meal under indre påskud af at jeg jo skal bruge deres wifi. Det viser sig at der er blevet skudt på hovedkontoret i Denver hvor mine danske veninder Mette og Caya allerede har været frivillige i kampagnen i en måned. Fedt.


 

Wellcome to USA , hvor man både kan have tilladelse til at bære våben og den udvidede tilladelse til at bære skjulte våben (for de ekstra ansvarsfulde borgerer - den får man kun hvis man aldrig har deltaget i en skolemassakre). Men de skal altså være synlige hvis du vil ind på denne bar i El Paso, Texas.

 

Jeg finder en Greyhound-natbus til Denver og stiger næste dag ud af til bidende kulde iført mit eneste fodtøj, sandaler (og indrømmet, der er et par millisekunder hvor jeg overvejer hvorfor jeg dog blev ved med at rejse nordpå når jeg vidste det kun blev koldere...)


Heldigvis bliver jeg også mødt af Mette og Caya som flux tager mig med i bussen mod 'hjem' og allerede få gader henne begynder de uendelige rækker af villahuse i de snorlige gader – og de bliver bare ved og ved. Når støtstedelen af 3 millioner mennesker skal bo sådan fylder det jo lidt...

 

 

Jeg får lov at være i hytten hvor tøserne er indkvarteret hos Jean og Joel, et fantastisk midaldrende par der knokler røven ud af bukserne for demokraterne når de da ikke lige arbejder fuld tid. Da vi arbejder over 20 timer om ugen for kampagnen er privat indkvartering en del af aftalen.

 

Man skulle tro jeg havde fortjent et hvil efter 4½ mdr rejse, 13 lande, krydsning af verdens farligste by og en lang bustur sammen en flok af amerikas værste tågehoveder. Men nej. Efter en kop kaffe og fodvarme foran den fjernbetjeningstyrede pejs bliver man stukket en cykel og javet ud af døren af tøserne, for der skal knokles skal der.


Vores værtspar, superfede folk.




 

 


 

 

 

 

 

 

 Vi bor jo i midt-west-USA og det kan ses. Der er aktid referencer til Indianere, cowboy'dere og guldminer. I byen Golden hedder det lokale football-hold eg. orediggers (ovenover). Og mining er stadig en stor uddannelse der. Meget autentisk. 

 

 

 

 

 

Alt for mange computerer...







Arbejdet

Og der bliver knoklet. De næste 4 uger op til valget går med frivilligt arbejde for kampagnen. Inden jeg kom har tøserne registreret vælgere, da man kun kan stemme hvis man lader sig registrerer (men så kan du også stemme fremover) og skrevet folk op til brevstemmer. Men den dato er overskredet så nu handler det om at få folk til at stemme tidligt. Forskellen er at brevstemmer modtager et brev man skal sende ind, mens early voting handler om at gå ned og stemme op til 2 uger før valget. 




Bild: Sidste gang jeg rejser med en computer. De stjæler min tid de elektronikdimser...


Hoveddelen af vores arbejde går med canvassing hvilket i bund og grund handler om at stemme dørklokker. Vi har en liste med husnumre, navn, alder og køn på en lang række folk der har tilkendegivet at de er demokrater, eller som enten er fattige eller sorte nok til at man kan gå ud fra det.

 

Vi har et manuskripts som vi følger når folk åbner dørene (dvs jeg ender med at afvige fuldstændig fra det, men hvad kampagnen ikke ved har kampagnen ikke ondt af). Det indeholder bl.a. en række buzzwords som er blevet gennemtestede. Ord som 'I am a fellow voter like you', 'grassroot campaign', og 'Præsident Obama' skal skabe sympati for sagen og få folk til at stemme Obama og ord som 'will you commit to vote early' er vigtige fordi folk så føler de har givet et løfte. Vi noterer deres svar på et ark som så ryger ind i Obamas store database hvor kloge hoveder tænker kloge tanker. Så der bliver banket og ringet på døre og folk bliver spurgt om de vil stemme på Obama, om de vil stemme tidligt eller brevstemme og vi vader gade op og gade ned.

Det kommer lidt bag på mig, men de første mange dage er det faktisk en ret stor overvindelse af banke på en fremmed dør, velvidende at det kunne være republikanere og at man måske forstyrer, og at man jo er Dansker. Men efter en uge er man blevet rutineret og det er svært at huske hvad der i grunden var så slemt ved det.

Hele flokken vi bor hos

 

 

Kedelighed?

Gennem min rejse i Latinamerika har jeg faktisk tit overvejet om jeg egentlig gjorde mig selv en bjørnetjeneste ved at rejse så hutigt gennem paradiser mod USA, uden at ane hvad kampagnearbejdet handlede om. Jeg har hele tiden håbet at man kunne bruge sine akademiker-skills og at det ikke bare handlede om at stemme dørklokker – for det lyder sku kedeligt (og det er jeg da for fin til, hva). Skepsissen bliver ikke mindre da Mette og Cajas facebook-opdateringer begynder at berette om at de faktisk bare stemmer dørklokker.

 

 
Så er der dømt klassisk villavej. Med et Obama Yard-sign som er i meget høj kurs.


Heldigvis bliver min frygt gjort til skamme og jeg vil gå så langt som at sige det er noget af det hyggeligste og mest belønnende arbejde jeg har lavet til dato. Det er skidefedt at gå fra dør til dør, plapre med folk, fortælle sin dansker-historie og solen bager som regel ned og vejret er som regel T-shirt-varmt.

 

Og det bliver ikke værre da vi får vores eget lille kontor, som hurtigt bliver kendt som 'Little Copenhagen' i folkemunde. Kort fortalt har vi vores eget område med omkring 20x20 gader som vi står for. Vores boss er Catey - en et par og 20årig tøs der har hørt lidt for godt efter ift at motivere frivillige vha roser – 'you guys are amaaaaaazing' 'fantastic' , 'awesome' etc. Hun er ansat af kampagnen og har 5 distrikter, ala vores, under sig. Der er så igen omkring 6 Catey'er med ansvar for hver deres bydel. Og det er Denver.


Vi får hurtigt installeret en kaffemaskine, købt 'Danish pastry' i supermarkedet (ikke tosset i øvrigt) og disket op med meget andet guf på ægte dansk vis. Der kommer så frivillige ind som enten er blevet rekruteret når vi har været ude og banke på døre, eller har meldt sig på nettet. Dem 'oplærerer' vi så inden vi sender dem ud på en passende rute. Ofte er det ikke overvældende mange så vi går selv ud og banker på døre til en grad hvor vi til sidst kender alle veje og genkender rigtig mange huse og folk.


BILD ovenfor og tv. 'Little Copenhagen' - Vores lille men effektive kontor. Vi har titel af Captains, intet mindre...



 

 

 

 

 





Og Fritid

 

For vi knolker altså ikke hele tiden. Tøserne har allerede gødet jorden og charmeret Denvers bedre borgerskab, hvilket skaffer mig en lånecykel og tag over hovedet, og en af de første dage skal vi til middag hos et demokratisk par og deres venner.

Og over mikrobrygget øl, mad og fin alko bliver vi tilbudt et par dage i deres timeshare-lejlighed for de får alligevel ikke brugt deres timeshare-point som udløber til jul – alt hvad vi skal gøre er at vælge mellem Aspen eller et par andre top notch ski-områder.


På vej mod Rocky mountains i syrebillig lejet bil. Og ... om tøserne så ikke synes det vigtigste er at købe Mexi-food og æde det i bilen... (jeg er i kæmpe undertal på hele turen)


Så et par uger efter får vi os en lejebil og drøner på Hyat resort i den mest luksuriøse lejlighed jeg hidtil har boet i. Og så er det ellers bare at mæske sig i mikrobrygget øl på altanen med indendørs spa, pejs, køkken og dertilhørende goder som biograf, fri DVD-udlejning, sauna og en shuttle-bus der til hver en tid henter og bringer os hvorhen vi måtte ønske i byen.






 

 

 

 

Yes der er dømt luxus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En dag lykkeds det os faktisk at bevæge os udenfor luksuslejligheden og under en mindre bjergvandring støder vi (fandme) på en ægte guldgraver, Prospector Bill der hellere end gerne viser os rundt i sin faldefærdige hytte og viser os sin guldmine mens han fortæller om sit liv og hans guldminer i området hvor han enehændigt graver efter lykke når ellers vejret tillader ham at det. Hans kone smuttede for mange år siden, wonder why... Hans gevær og skilt der siger ”a weapon is not a previledge, its a right” får os til at holde os fra emnet politik og Obama...


- Det er autensitet der vil noget. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Buffalo Bill

En dag tager vi bussen til Golden hvor Buffalo Bill er begravet. Så der hiker vi op (for man skal vist hike (= vade rundt) når man er i Colorado). Herligt menneske ham Buffalo Bill får vi at vide på museets udstilling. Ven med indianere, fortaler for kvinderettigheder og med til at redde bison-bestanden fra at uddø. Bare vi havde flere som ham USA's historie (og bare det var 100% sandt hvad vi fik at vide om ham).

 











Lidt gode råd hvis du møder en bjørn. Leg stor, og battle den.       Og goe gamle buffalo Bill TH.


Og vi når også hippie-universitetsbyen Boulder der ligger lidt ude for Denver. Megahyggeligt sted så der tager vi til. Jason fra Couchsurfing har sagt ja til at hoste os alle 3 og da han er på arbejde da vi kommer skriver han os da bare hvor nøglen er gemt så vi selv kan låse os ind. Jason arbejder på et af de sindsygt mange mikrobryggerier der er i Colorado, så der er øl ad libitum fra 2 bryggerier – for hans room-mate arbejder på et andet. Og så ryger vi på bryggeritour. Bedre host finder man ikke.

Byen ligger op ad de første bjerge i Rocky Mountains-kæden, hvor landskabet skifter brat, fra fladt, fladt, fladt så langt øjet rækker mod øst, til uendelige bjerge mod vest. Så vi kravler rundt i bjergene og leger med jordegern (dvs jeg er sej, tøsernen er bange).


TH. Vores host Jason- på besøg på hans mikrobryggeri. Hurra.

HERUNDER. Bliver der drukket øl af kande og spist en ordntli gang amerikanske spareribs til kandidatdebat nr. 3. Folkene fra Obama-kampagnen skal arbejde under den 3je præsident-kandidat-debat, da alle jo der jo ved hvem de vil stemme på, så vi må selv finde os en bar at se den på - i det hele tiden mangler det frivillige arbejde faktisk lidt en social dimension - som vi så selv må lave...  

 

 

 

 

 

 

 

 

 


  

 

 

 

 

Nå men tilbage til ham Obama

Vi kan ikke komme udenom at vores hood er rimeligt velhavende og tit bliver man lidt i tvivl om om disse ressourcefulde mennesker mon ikke ville stemme alligevel (og nej det ville de faktisk ikke nødvendigvis, de er simpelthen dovne). Men der er ikke langt mellem rig og fattig i USA og fra den ene vej til den anden kan den sociale stand skifte ekstremt.

En dag, da det er lykkeds mig at krejle mig ind i en af de ellers aflåste boligblokke banker jeg på en dør som bliver åbnet af en kæmpe skaldet neger. Under samtalen går det op for mig at han har et mentalt handikap ('dum'), hans forældre er døde og der er vist ikke nogen der hjælper ham og ihverfald ikke staten. Han er verdens flinkeste, men ret lost i livet. Dog har han har fået tilsendt en brevstemme, men ved intet om politik siger han – men han kan godt lide Obama. Han beder mig komme ind i hans lejlighed hvor alle vægge er helt dækkede med tusindvis af fotos i standardstørrelse. Fotos af hvad som helst, ordnet i farver og temaer i de forskellige rum, ofte bare af et fjernsynsbillede. Vi sætter os ned og med lidt vejledning udfylder han stemmesedlen så jeg kan tage den med til stemmeboksen. På vejen ud af døren siger han 'tell'em I did good' – og mens jeg lover det, har jeg en fornemmelse af lige at have været med i en scene af Forrest Gump eller Green Mile.

 

Ihvertfald en oplevelse jeg ikke glemmer lige foreløbig, stakkels mand. Men det siger også noget om hvad frivillig-kampagnen faktisk gør af forskel. For gennem dør til dør-arbejdet sørger man bl.a. for at han, og andre ressourcesvage, får en stemmer i demokratiet, og det er vist ikke sket før.

 

Og selvom det med garanti giver en del stemmer at presse på i vores villakvarter er det nu alligevel fedt at vide at man helt sikkert har skaffet en stemme til Obama (that is imod Romney) som ellers ikke ville blive givet.

 

 

TH. Efterår i villa-USA. Med et af de få Romney Yardsigns...





 

Og det er faktisk ofte et taknemmeligt stykke arbejde

Det er klart et fåtal man banker på hos der er sure, selvom nogle selvfølgelig har travlt med børn eller andet og ikke kan tale. Mange er faktisk enormt begejstrede og nogle tilbyder at dukke op og give en hånd med. Og det er megahyggeligt at stå og bagtale Romney og hans nyesteste verdensfjerne udmeldinger.

 

Desuden bliver vi tit takket for indsatsen. Ja rigtigt tit faktisk.

Ofte stopper folk bogstaveligt talt i deres biler og råber ud af vinduet 'thanks for doing this'! Og jeg spørg mig selv (ok det var faktisk Mette der spurgte) hvornår jeg sidst har takket en frivillig for sin indsats, eller selv er blevet takket for det samme i Danmark. Svaret er selvfølgelig: aldrig ... aldrig! Og hvorfor fanden så det?

 

Ja i Danmark er det faktisk den frivillige fra Dansk Flygtningehjælp der skal takke folk for at åbne døren kl 11 søndag morgen, især hvis de også ofrer en femmer.. Det er en tanke værd.

Herover - Kø til at komme og høre Obama tale. Vi skriver folk op (og tvinger dem til at tage en frivillig tørn). Men også med det søde. Mette deler donuts ud til de ventende.

 

 

 

USA er fyldt med USA-stereotyper

hvilket af en eller anden grund overrasker mig meget. I mit stille sind har jeg tænkt at amerikanere var som europæere med et par få justeringer. I stedet viser landet sig at være markant anerledes på en række områder, i en sådan grad at jeg ikke skulle undres om jeg så en biljagt eller shootout i Denvers gader. For eksempel ryger det rent faktisk fra kloakkerne da jeg stiger ud af bussen i Denver, og det er kun fattige der tager bussen af de snorlige gader gennem de uendelige villakvarterer. Så her kan jeg endeligt lære noget af de Anders And tegneserier jeg har læst og de Simpsons-afsnit jeg har set da de afspejler det middelklasse-USA hvor vi tåger rundt. Jeg har samlet et par opservationer jeg egentlig troede hørte hjemme i Amerikanske spillefilm, og kun der:

 

Stereotyper:

  • Skolebusserne er klassiske gule og har et 'fysisk' rødt stopskilt der slår ud fra siden så ungerne kan krydse vejen.

  • Brandbilernes sirener har intet mindre end den klassiske håndsvings-sirene-lyd fra de allerældste disney-tegnefilm. - Så skuffelsen er stor når man hverken kan se Fedtmule eller Anders And dingle bagerst på stigen når brandbilerne drøner forbi.

  • Røgen fra kloakkerne giver gaderne et dunkelt look.

  • Alle Sorte taler med kraftig ”sort” accent og de er lige 50% mere livlige og sjove end de hvide jeg møder.

    Desuden er de fattige.

  • Bybusserne er fyldt med hhv sorte og white trash-folk.

  • Det er bestemt ikke unormalt at blive kaldt honey og darling etc i cafeterier og andre steder.

  • Snorlige gader med hhv alfabetiske og nummererede gader gennem hele byen (genialt system i øvrigt, virkelig). Og villahuse.

  • De har paranoia overfor stat, terrorisme og hinanden. (Det vender jeg tilbage til)

 

Og nu sidder du og tænker ”var det det?” fordi du har set supersize me. Og ja, det er det. Det eneste sight jeg på forhånd har sat mig for at se i USA er den fedeste by i landet hvor jeg vil sidde på en Cafe og stene over de vraltende, kæmpemennesker, der æder de syge store menuer på Mac D og ligner hvaler i en sådan grad at man ville ønske man kunne skubbe dem tilbage i havet.












Men jeg bliver slemt skuffet. For det er ikke værre end i DK. Folk er faktisk relativt slanke og pigerne pæne at se på.Ved senere research viser det sig da også at Colorado er den slankeste stat i hele landet, og at Boulder (lige udenfor Denver) er den slankeste by i hele landet. Røvtur. Da kampagnen er ovre tager jeg til Illenios hvor Chicago skulle være en af de fedeste byer, mens den 4de fedeste town ligger en times tid nord derfra. Men mine fedme-observationer da jeg kommer til Chicago er kun få og jeg opgiver min sightseeing og konkluderer at USAs befolkning objektivt set er et tynde som strå og fedme-epedemien er noget medierne har fundet på. Slut.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denver at night. 3 mio. mennesker og med en lillebitte bymidte og villahuse så langt øjet rækker. Så har man brug for en bil..

 

 

 

 

 

 

 

Om åbenhed... 

Noget af det der gør det fantastisk at være i USA er at folk altid smiler, er flinke og henvender sig til en. Du kan bogstaveligt talt ikke gå ind i en butik uden at blive spurgt om dit velbefindende. Amerikanerne er mestre i at small-talke til gud og hver mand om alting og ingenting og man er aldrig alene. Og det er stikmodsat Danmark hvor vi ikke aner hvad smalltalk er og hellere vil isolere os end at snakke med en fremmede – det er den samme forskel mentalitet der gør at jeg og tøserne har svært ved at banke på en tilfældig dør, og ikke er i stand til at lave de sindsygt effektive opringninger til demokrater for at hverve dem som frivillige.

Til gengæld finder nogle udlændinge jeg taler med deres kultur overfladisk, for snakken betyder jo ofte ikke noget. Alligevel er jeg faktisk ret misundelig på den del af kulturen. Sindsygt mange af de Amerikanere vi møder kommer fra en anden delstat, og har boet i utallige byer rundt om i landet. De tjekker simpelthen hvilke byer er fede eller hvor de kan få arbejde og flytter dertil, også selvom de ikke kender en sjæl der. Og det kan de kun gøre fordi de kan smalltalke og lave nye venskaber.

Amerikanske flag til en hver lejlighed...

Og det er en stor forskel fra Danmark hvor den generelle lukkethed gør det til et kæmpeskridt at flytte til en anden by, ja selv til en storby som Aarhus, hvis man ikke kender nogen. For hvis man vil i kontakt er man nødt til aktivt at opsøge folk gennem foreninger, arbejde og fællesskaber og prøve at skabe nye venner. Og selv der er det svært at få ”rigtige” venner, for de nære bekendtskaber bliver som oftets lavet i alderen 15-27 og dem holder man fast i til man krepperer 75 års tid efter.

Smalltalk-mentaliteten er trods overfladisk-heden en åbning for at snakke med folk. Af samme grund drømmer jeg mig allerede på en større roadtrip dertil, men det må lige vente lidt.


 

... og lukkethed (skyderi og paranoia)

På den anden side er der altså også en anden side.

Biograf-massakren hvor en skydegal amerikaner gik amok under den premieren på den seneste Batman-film, fandt sted i Denver. Og Denver er hjemby for Colombine highschool som er kendt for massakren hvor et par elever gik all in amok og slog en række andre elever og lærere ihjel. Og hvis navnet får klokker til at ringe (og du ikke har tinitus) er det fordi det er den samme highschool som Michael Moore baserede sin fremragende dokumentar 'Bowling for Colombine' på.

Det er nu ikke fordi jeg nogensinde ser et ”privat” håndvåben i USA, selvom der er massere af våben-foretninger (med sydstatsflag osv). Men Moores konklusion fra filmen skinner godt i gennem i samfundet. - At det er frygten for andre og ikke bare skydevåbnene der forårsager skyderierne.

BILD TH. De er så cowboy forhippede at man på deres spillemaskiner skal skyde bøfler...


Selvom vi drøner rundt i de fredeligste villa-klarterer får vi ofte formaninger om at passe på, og hvis tøserne går på gaden om aftenen og stemmer dørklokker er mange måløse over at de dog tør det. Og selv vores værtsfamilie har købt de vildeste cykellåse, som man virkelig skal huske at bruge fordi folk kan finde på at stjæle cykler (ja selv hjulene, hvis man ikke også låser dem fast) også inde bag deres egen havelåge (hvor ingen kommer) mens man er hjemme. Det kan selvfølgelig være der er et gran af sandhed i alle formaningerne, men jeg vil hellere leve naivt og uden frygt og så ændre mine holdninger hvis jeg faktisk oplever noget, end jeg vil lukke mig inde i min egen paranoide verden fordi jeg har læst sladderblade og hørt farlige rygter.


 

Demokrati og paranoia

Det er lidt af det samme billede der tegner sig i valgkampen. Det er os og dem i en sådan grad at vi ikke bør kontakte demokrater der bor sammen med republikanere, fordi vi ikke vil risikerer at de får nys om at de kan stemme tidligt.

(en joke man hører hver gang man taler om en republikaner er ”remember to tell him that democrats vote on the 6th and republicans vote on the 7th) Og da vi har en frivillig der viser sig at være ex-republikaner bør vi også lige holde ekstra øje med ham. Man ved jo aldrig hvad de kan finde på at gøre eller sige i døren.

Og der er da også historier fra det virkelige liv hvor man har fundet brevstemmer i affaldsspande osv. Ligesom de 2 valg under Bush jo på ingen måde var helt fine i kanten. Og politikerne er banerførere med de værste eksempler. For eksempel da når de strategisk rykker presinct-grænserne så de 'rigtige' mennesker pludselig skal stemme i nye områder. Eller som det skete i Denver, hvor en magtfuld republikaner formår at flytte en række gamle stemme-steder, og sørger for at man ikke kan stemme tidligt den sidste weekend før valget altsammen for at forpurre folks muligheder for at stemme. For mens Colorado som stat er delt mellem demokrater republikanere, er 75 % af Denvers borgere demokrater, mens landbefolkningen i stor stil stemmer republikansk (ligesom i resten af USA iøvrigt)  

Men som dansker er selve tankegangen om at ikke alle skal stemme ret utænkelig og jeg og tøserne skider vores overordnede en hat og fortæller det vigtigste er at man stemmer, også når vi snakker med en tvivler eller republikaner.

 



Så er der læsestof. Kridt jagtskoene, forvarm 4hjulstrækkeren og puds geværet, for der skal dælme pløkkes et par dyr skal der (med automatvåben)


Vi ved alt om dem

Det er så ret paradoksalt at vi, i USA hvor man verner om sin personlige frihed fra staten og er ryster på hovedet når vi fortæller om det danske folkeregister, har adgang til overvældende mængder af info om folk. Foruden navn, alder og køn får vi dagligt en update fra staten med navne på alle som har stemt, hvorefter vi så streger dem fra listen over alle der er registeret til at stemme – og så er det ud og slå folk i hovedet der endnu ikke har stemt.



Animal riding 

Der er sindsygt mange dyreskulpturer i Denver og omegn. Ja faktisk næsten for mange, især fordi jeg ofte render rundt sammen med folk der kan tage billederne. Så mit facebook-fotoalbum for sig et ordentlligt boost. Her har jeg samlet et par stykker.

 

 

 



 

Proposition 64

En uventet men turbofed sidegevinst ved valget er at de stemmer om legalisering af Marijuana i Colorado med argumenter om at stopper med at smide politi-ressourcer efter problemet og indkasserer høje skatter på det grønne guld i stedet. En dag støder jeg endelig på en ung fætter der går dør til dør og taler for sagen. Og til min store overraskelse viser han sig at være Libertarianer – altså noget der ligner et uhelligt mix af Liberal Alliance og CEPOS. Men de her mennesker har i det mindste forstået at man ikke kan bede om ekstrem personlig frihed og så samtidig afskærer folk muligheden for at bruge den. Jeg er nu mest for legaliseringen ud fra min viden om hvordan vores forbrug af, og forbud mod stoffer påvirker resten af verdenen. Ja vores politik på området er bogstaveligt talt ved at lægge Guatemala i ruiner, har gjort Mexico til et endnu mere usikkert land, sender vestlige bomber mod marker i Afghanistan og Colombia (på 20ne år) osv., og alt vi taler om er om nogle af vores unge dog kunne blive ledt i uføre og at et par narkomaner er døde i Danmark. Tsk tsk, imperialisme og snævertsynethed. Nå tilbage til USA.

 

 

Valget

Det er ikke fordi vi bliver overrendt med frivillige på vores kontor. Men de sidste weekender inden valget kommer der for alvor fart på og vi er til tider nødt til at sende folk videre til andre kontorer i byen fordi vi simpelthen har gået alle vores gader den dag. Og den sidste uge er de stakkels villaejere da også ved at være en anelse valg-lede.Valg-reklamerne der pumper ud i radio og TV er overvældende. Det er ikke usædvanligt at halvdelen af alle reklamer er valgreklamer og som regel handler de om hvorfor man ikke skal stemme på den anden kandidat. Og når en person har åbnet sin dør for os de sidste 5 gange (og vi, og andre fraktioner, har hængt door-hangers og klistermærker på deres døre når de ikke var hjemme) har de nogle lidt svært ved at opretholde det venlige smil.


Selv på valgdagen er vi ude og banke på samtlige døre der ikke har stemt – de slipper ikke. Der er rygter om mange timers valg-kø'er og svindel i løbet af dagen. Men da jeg tager ned til vores poling-place (valgsted) for at opmuntre folk til at blive i køen og dele slik og sager ud til dem, er valglokalet næsten tomt og jeg sidder i stedet og pludrer og deler slik med observatørerne fra de 2 partier. Alt foregår fredeligt og det viser sig at vi har fået omkring 80% til at stemme tidligt i vores kvarter, så der er bestemt ikke run på...

 


Man føler sig megameget som midt i noget stort når man står på valgdagen og der bliver broadcasted live til hele verden. Også kendt fra Danske TV-kanaler har jeg hørt...

 

 

Vi vinder jo stort,

og på alle fronter. Det er en fantastisk følelse at stå med Demkraternes i en kæmpe sal og se de gode resultater dukke op på skærmen afbrudt af lidt taler fra Borgmester, guvernører og kampagnefolk. Og der bliver festet, drukket og danset - præcis som det skal være.

Det vigtigste er selvfølgelig legaliseringen af Marijuana der går igennem med 53%, og Colorado som har svinget og stået til en minimal sejr vinder vi med 5%, foruden selvfølgelig alle de andre svingstater som Mr. Obama tager hjem.

En meget stor del af sejren tilkender eksperterne demokraternes græsrodskampagne, og jeg er enig. Under kampagnen møder jeg flere der ikke ved hvor de skal sætte krydset og vi får os en snak og jeg rækker dem evt lidt propaganda. Og selvom jeg går fra dem uden en følelse af at have overbevist dem, tror jeg det gør en forskel i stemmeboksen. De har med garanti snakket med utallige i telefonen da hele landet har været hærget af en 2 måneder lang politisk telefonstorm (ja orkan, faktisk). Men det de husker i stemmeboksen er ansigtet og personen fra nærområdet der tog sig tid til at snakke med dem, og det er der stemmen bliver sat. (Tror jeg...)

 

 

FACTS om amerikaner:

Alle har hund! Alle. (objektivt set), og de har god service og man får serveret sin mad turbo hurtigt...

 

RALLY

 

Rally

Obama besøger jævnligt Colorado for at vise sit fine ansigt og highjacke stemmer. Vi melder os selvfølgelig frivilligt og bliver sat til at lave crowd-control og smække de rigtige mennesker ind på de rigtige steder.

 




Så skal der flyttes skraldespande skal der...




En medfrivillig. - En del frivillige er pensionister da de er de eneste der rigtigt har tid. De andre unge er som regel betalt af kampagnen. Vi bliver tilbudt arbejde (betaling) 1000 gange, men vi er der jo frivilligt og har iøvrigt ingen arbejdstilladelse så den er en no-go


Men et rally er også et sted hvor illusioner bliver knust. Alt er arrangeret ned til mindste detalje. Se fx folkene bag ved Obama. De er blevet udvalgt i køen til rallyet så der er en fin, polisk- og markedsførrings-korrekt sammensætning af etniske minoriteter, disabled osv. Og imellem dem og præsidenten er noget der ligner 2½ meter ”grav” så de ingen chance har for at nærme sig den åhh så vigtige mand.

 

 

 


Og vi crowd-controller selvfølgelig på forreste række, et par meter fra El Presidente...

 

 

 

s

Efter valget

 

inviterer vi på Dansker-farvel-fest for dem vi har lært at kende. Og vi svælger os i frikadeller, pølserhorn, gløgg mmm. Mens tøserne drøner vestpå, tager jeg mig et tog (et fantastisk godt og billigt tog faktisk) til Chicago for at besøge familie, slappe af og sende et maleri hjem for min kære papa. Fra mit vinue i toget ser jeg et andet tog med 4 lokomotiver hvorefter jeg tæller 138 vogne! Fandme langt.

 

 



 

 

 

 

 

 Chicago

 

 

 

 

 

 

 

 

Chicago by night

 


 Besøg hos Familien. Slapper og stener. Og det er velfortjent!


 

Asien

Og så er historien faktisk nået til et punkt hvor jeg rykker østpå hvor jeg er nu (sidder på en altan på 23sal i Bankok). Som jeg måske (måske ikke?) skrev et sted får jeg en mail fra DanWatch som spørger om jeg stadig er udlandet, for de vil høre om jeg evt kunne tage til Asien i November/December og kigge på gummi-industrien for dem. Og så er det svært at sige nej, når man nu ingen billet har hjem, er pengeløs og i øvrigt synes at det da lyder alletiders.

Så en skønne dag finder jeg mig en billet til Singapore (efter et cirkus uden lige med at prøve at skaffe visum til Kina hvor jeg heldigvis ikke ender med at skulle til alligevel). Men den må man have til gode...

 

Når advarsler er godt er mange advarsler er meget godt. Og selvom det nok er 1 til 1000.000. chance for det sku ske er har offentligheden fortjent at vide hvilken potentiel fare de befinder sig i. Det kalder jeg service.

 

 

Første ting sidst Quentin Tarantino havde held med det, hvorfor ikke mig også så... (ok ved ikke lige hvor den sammenligning kom fra)

Det er April og jeg nasser mig på et øl-møde mellem Mette og Caja på et skummelt værtshus på Christiania. Og mens øllerne tømmes og der fortælles røverhistorier fra de syv have siger den ene tøs til den anden ”vi skal da hen og hjælpe Obama med sit genvalg i Oktober/November” og den anden svarer ”det skal vi da” og jeg kigger op fra min flaske og siger (snøvler) ”jeg er alligvel i Brasilien der, de er vist ikke så langt fra, jeg er på”. Og når man først har sagt 'A'.... (same story for hvordan jeg havnede i Cuba iøvrigt)