Flyver fra Chicago og bliver endnu engang bevidst om vores 4-kantede korts forvrængning af verden. Vi flyver nemlig stik nord – for at komme til Hong Kong. Over Canada hvor verden ligeså stille fryser til, menneskerne forsvinder og vi flyver ind i jordens vinter-skygge aka vores 'nat'. Af uforklarlige årsager lysner det på toppen af verden hvor landmassen er blevet byttet ud med kæmpemæssige isflager. Vi flyver direkte ned i sibirsk middagstid hvor landmassen kommer igen efterfulgt af spredte tegn på menneskelig aktivitet. Og mens vi igen drejer med ind i jordens skygge ændre landskabet sig fra frosne Mongolske sletter, over et mindre kølige kinesisk klima og henimod 'aften' lander vi i tropiske Hong Kong.

Jeg når at få slået knuder på mine fingre i nørdede (og forgæves) forsøg på at forstå tidszoner, jord-rotationer, klima og meningen med livet på det 15 timer lange geografiske indblik.

Singapore.

Det lykkes til sidst at lande i Singapore lufthavn kl. 5 om morgenen. Og min begejstring er ….. da jeg går igennem julejingle på julejingle og må krydse en 15 meter høj juletræsskulptur af plastik med kæmpe grønne 'angry spacebirds'-grise i rumfartøjer som dekoration inden jeg overhovedet når ud af lufthavnen.

Bild Angry spacebirds. Og en lille advarsel til folk med voldelige tendenser. Det er minimum 6 slag med rør (cane) hvis man bliver taget med sådan et. Er på det tidspunkt glad for at jeg fik sendt mine 2 macheter hjem med posten fra USA.

VS. Hong Kong. Har som udgangspunkt forventet at Singapore er en Hong Kong-klon. Begge lande er relativt rige og succesfulde bystater og jeg har hørt mere end rigeligt om dødsstraffe for at ryge pot og noget nær det samme for at spytte på gaden eller på anden måde agere 'normalt'. Heldigvis bliver jeg positivt overrasket. Singapore er langt fra så klinisk og velholdt som jeg har frygtet. Og til forskel fra Hong Kong er de uhumske skyskrabere til at overse. I stedet er byen opdelt imellem de tre befolkningsgrupper som Briterne synes passede til Øen. Hhv. lokale (Malayer), Indere og Kinesere. Plus pænt mange vesterlændinge der enten er jakkesæt eller lykkejagere, samt en myriade af forskellige asiatiske nationaliteter fra fx Burma som ikke bryder sig synderligt om deres diktatoriske hjemlande.

Jeg ender i Little India med min rygsæk og mens jeg vader fra hostel til hostel erkender jeg ligeså stille at det ikke er den helt billige ende af Asien det her. Endnu engang tyer jeg til Lonely Planet og finder et mørkt dormatory uden lys som jeg kaster en lille formue efter inden jeg går i gang.

Billeder:

1. Er blevet langskægget og finder en fin indisk barber. Og 1, 2, 3 har han givet mig det udseende han nok gerne selv ville have haft hvis han havde skægtvækst til det. Kæmpe skovsnegl - sexy som ind i helvede!

2. Mig og manden fra Singapores Gummibørs. 

3. Tjek. Skibbet i baggrunden, dér oppe på de 3 skyskrabere og helt rigtigt. En arkitekt der vist skulle have været sømand. Ovenpå er der pools og luxus en mas. Den slags er Singapore fuld af. 

11 dages knokleri bliver det til med omkring uafbrudt arbejde fra min side. Super fedt at få lov til at bruge sine akademikerskills og snakker med halvdelen af byens gummi-industri, med børs- og forretningsfolk og interesseorganisationer. Jeg ærgrer mig stort over ikke at have nogle visitkort når jeg fx snakker med Yokohama-san fra Japan og jeg venner mig til altid at tage imod penge, visitkort og hvad som helst med to hænder.

Bild: Inde i bygningen overfor er omkring 100 restauranter med mad fra hele asien. Ikke 2 retter er ens. Bonus

Mad.I processen mister jeg hele den normalvægt som Obama-tøserne havde fodret tilbage i mig da jeg kom til USA. Og det er egentlig en skam for om noget skal man tage til Sinapore for landets mad.

Men jeg tager mig selvfølgelig også lidt fritid mellem interviews, telefonsamtaler og rapportskrivning. For jeg får mig lynsnart en ekstremt international vennekreds fra mit hostel, hvor andre vesterlændinge og Asiatere ligesom mig har lugtet penge i Singapore. Og sammen går vi på jagt i de hawkers (foodcourts) som findes overalt i landet. Hawkers er i bund og grund et område med en samling af små billige restauranter. I en hawker kan der være op til 100 restauranter fra hele asien og ikke to sælger det samme. Så selv om alle restauranter i en foodcourt kommer fra et bestemt område som indien, syd-øst-asien eller kina kan man ikke få den samme ret to steder. Helt fantastisk – og så mager bliver jeg da heller ikke.

 Billeder: Mad mad mad mad (og hajfinder) 

No more Singapore. En skønne dag får jeg sendt rapporten til DanWatch og mig og et par venner afslutter på festlig og asiatisk vis med en dansemaskine (xbox) og en flaske vodka på hotellet. Og så går turen nordpå.

Billeder:

1. Ovenfor - en xbox 360 med dertilhørene dansespil vil blive skrevet ind som paragraf i menneskerettigheds-chartret indenfor de næste 10 år. Bare vent at se.

2. Juletræ - er faktisk ret stolt over at jeg ikke nævner handel med et ord i hele bloggen. Det må der gøres noget ved. For det er SYGT. Så meget shoppen. Og kvalmende juletingeltangel man finder i Singapore. Har iøvrigt ledt mig til den konklusion at mit antiforbrugeriske korstog nok mest handler om at jeg bare selv hader at købe ind...

3. Gamle Singapore i forgrunden vs det lidt nyere. For ikke såååå mange år siden sejlede de små både ind til de små huse med gummi fra hele asien. I dag er Sinapore stadig gummi-handlens midtpunkt men mest i papirer og  store huse.
  

Malaysia

Singapore er et lilleput-land og det tager ikke over en time at komme ud af landet til Malaysia som jeg egentlig altid har villet se. Eller det har mine rejseaktiviteter sat en dæmper på på det tidspunkt. Ja faktisk er jeg ret træt af at se 'must see' templer byer osv. og min plan bliver da også at have 2-3 uger helt uden planer. samt undgå at tage ud og se alle de ting alle siger jeg skal se. Så jeg starter med at slappe den i en lille flække i en uges tid, får cyklet mig nogle ture mødt et par couch-surfere osv. mens roen (og et par ikke ubetydelige gram zen) falder over mig.

 Bild Melaka i Malaysia. Lidt turistet men stille og roligt. og så er turisterne for det meste kinesere og det hjælper af en eller anden grund på autensiteten.

Men allerede efter en god uge ryger min afslapnings-plan så alligevel. For nogen (Gud eller Darwin vil jeg tro) har været så ubetænksom at smide en tudsegammel regnskov midt i landet. Så jeg tager dertil og går nogle lange ture, overnatter i junglen, kigger på kæmpe træer, aber, syrestore fugle, kæmpemyrere og ikke mindst de tonsvis af igler der har sat sig for at tage en to-go æder på mig og mine kammeraters fødder. Ret creapy hvis jeg skal være helt ærlig Altså, man kan jo ikke mærke når sådan et bæst får sig et måltid, men når man fjerner dem bløder man som en stukket gris (og stukne grise er især kendte for at bløde!).

Men også denne historie ender lykkeligt. For jeg når endelig ud til Malaysias østkyst hvor alle har sagt man skulle holde sig fra pga. monsunen. Og der bor jeg i hytte, bader og læser bøger og jeg får mig sågar en solforbrændning mens jeg leger kulturturist og rent faktisk får slappet den max.

Direktion Danmark. Men ak, det er december og julen står for døren. Og selvom jeg selvfølgelig ender med at få lyst til at blive på stranden må jeg her krybe til korset og erkende at jeg er blevet en anelse mæt af at rejse. Efter 7 måneder og 16 forskellige lande har jeg simpelthen fået nok af templer, nye lande og kulturer. Eller nye indtryk er det nok. Og til trods for at jeg har sluppet for at betale en eneste flybillet og jeg har arbejdet mig til kost og logi i omkring 3 af månederne er min økonomi faretruende tæt på at være i bund. Så alt i alt har jeg faktisk ikke nævneværdigt lyst til at udskyde min hjemkomst endnu et par måneder og misbruge min kassekredit, sådan som jeg ellers havde overvejet i starten af rejsen.

Bild: Og der sidder man så, ved en malaysisk strand. I sin egen hytte og drikker en kold kokosnød. Tjek.

Thailand

Så jeg tager et fantastisk nattog nord på, op gennem Thailand og havner i Bangkok hvor mine venner Anja og Henrik tager imod mig med åbne arme. Nogle dage i ex-pat -land ved swimmingpool og på all-night byture i Thailands mindre pæne områder og alt er som det skal være.

Bild:   Og der sidder man og spiser godt i Thailand med Anya og Henrik. HUrra

Og en skønne dag går min flyver til mit velkendte, kolde, småborgerlige, semiracistiske hjemland. Og her nyder jeg i fulde drag at blive hentet ved flyveren, se venner og familie, drikke på dansk, spise julemad og lade mig overraske over hvor lidt der dog har ændret sig siden jeg forlod landet 7 måneder forinden.      Og det var det....

Men... du lovede... Ja, jeg kan jo ikke komme uden om at det ikke var alle de oplevelser jeg havde Hvis du har været standhaftig og fulgt med gennem alle blogs fra rejsen kunne du jo tænkes du synes du blev lovet mere en der blev holdt. For dengang i Juli lovede jeg både i pose og sæk.

For eksempel måtte Sofus og jeg efter en sej kamp opgive at få større indsigt i dén større indsigt, som Ayahuasca ville have givet os.

Trinidad og Tobago og dets bådbyggere besøgte vi aldrig. Som kompensation blev det til bådbyggeren Mark i Suriname med bonus som drivtømmer, elongated skulls, guldminer og en raketaffyring!

Bild:  Disillusion and destruction of childhood dreams is when you see THE giant rocking winged horse you always wanted to ride. And then, as you crawl on to it, realize it is not real! Not kidding. Plywood all the way through. Not an inch of fur, no happy neighing (vrinsk), wouldn't even eat an apple or birthday carrot cake if you offered it to it. I had gruesome nightmares for three days, and have sent a letter to Santa asking if he can make the world less cruel...

Og ikke at man skal kimse generelt. Men jeg synes især ikke man bør kimse af Obama-bloggen, hvor jeg udover møder med guldgravere og billeder af min rejse gennem verdens farligste by på 3 krokodiller, holdt mit løfte om at give Obama sin valgsejr og som bonus fik vi legaliseret pot'en– ikke nogen nem opgave.

Og når jeg sådan forsvarer mig selv er det selvfølgelig fordi jeg på ingen måde fik leveret en historie om at sejle til DK. Allerede i Sydamerika gik det galt, da orkansæsonen satte ind og vindende blæste i den forkerte retning over Atlanterhavet + at mine sandaler var lidt for kølige til turen fra Canada til Danmark. Og i stedet for at vente 4 mdr. for at redde klimaet lod jeg mig lokke at Asien og ussel mammon og spyttede CO2 ud over nordpolens is og videre ned til asien for at sætte et pænt spor af global opvarmning efter min flyver helt til DK.

Og det kan vi jo ikke ha. Så jeg må hellere gi en bajer som kompensation. Jeg kan fanges på 61703083. Og så håber mit liv da på at vende frygteligt tilbage med en tur over atlanten i en eller anden jolle (det er jo almen dannelse).

Så det var alt for den 25 øre. Det bliver roddet med et on-line googe-earth dyreridnings-album. Den endnu ufærdige version ligger under dyreridning, nederst i menuen til venstre herfor.

  Bild:  Som om jeg ikke har brugt rigeligt tid på landskaber. Hjemturen tager mig ind over Burma og Bangladesh' fine floddelta. Ta den franske landskabsfotograf med luftballonen. Fortsætter med at stene vindue og 2 timer efter billedet her er taget kigger jeg ned på Kabul. Ser egentligt ret fredeligt ud oppe fra (droneperspektiv som det hedder på amerikansk)

 Bild:  Indsæt selv metafor, eller dig eller noget andet tøset med rødder og løg og skræller, og livets snørklede gang (eller termitter og myrer og forrådnelse) - jeg vil nøjes med at konstaterer at det er en fin trærod.