(Hvis billedeopsætningen kager rundt, så tilpas den ved zoom - Ctrl+drej mussehjul eller Ctrl+ "plus eller minus-knap")

 

I Byen Chuao har de foruden god chokolade propaganda-grafiti på væggene."Dem som kan lide Chuao (byen) - med mig" (Og så er man jo lidt fanget, for hvis man ikke vil med Chavez, betyder det så man ikke kan lide sin by. den blå fætter er Simon Bolivar - Sydamerikas befrier og Chavez helt  store helt - han vil lave en Bolivariansk revolution mod det kapitalistiske USA-dominerede verdenssamfund)

Om Venezuela og at krydse kontinenter (alt for hurtigt) 

Det bliver en beretning om mit kig på venezuela og dets politik og korruption. Om hvordan jeg ligepludselig tager syvmileskoene på og gør en direkte kriminel gerning ved at rejse igennem det ene paradisiske mellemamerikanske land efter det andet, uden at blive et eneste sted mere end et par dage. Her er da så at jeg bør holde spændingen i live ved ikke at fortælle at historien slutter lykkeligt i Mexico ved grænsen til USA.

Hvis jeg fortsætter med den her fart ender jeg med at have blogs fra hele min rejse. (skrev manden for over en måned siden da han troede at Blog nr.3 ville være færdig dagen efter – og nu sidder man sku i asien og lægger det hele op :)

Hvor var det lige jeg kom fra, jo et par underlige Guyanaer og tilbage til den Brasilianske civilisation, stadig sammen med Sofus og på vej til Venezuela som faktisk også er lidt af et højdepunkt for mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden sidst er der blevet krydset åer og kigget på solnedgange.

VENEZUELA 

Hvorfor dog Venezuela? Hjemme i DK var jeg som sagt på besøg hos Danwatch som jeg fortalte at hvis min rute gik gennem Venezuela måtte jeg da gerne kigge på korruption i landet for dem og var egentlig ret nysgerrig på landet. Så jeg beslutter at bruge 3 uger der, inden jeg for alvor bevæger mig nordpå for at hjælpe Obama med at frelse Amerikanerne fra dem selv. I bund og grund er min tilgang at tale løst og fast med de Venezuelanere jeg møder, om korruption og politik og på den måde skaffe mig stof til en mindre rapport – samt (håber jeg) en klar holdning til hvad jeg synes om Chavez som mange elsker at hade men som måske også er offer for en del vestlig/amerikansk propaganda i de danske medier.

 

 

 

 

Sky...

Roraima og tallerkenbjerge. Mig og Sofus starter dog lige med en 6 dages tur til Roraima for at afslutte vores tur sammen med manér inden Sofus drager mod syd og jeg mod nord. Og manér er det, 2000 kroner hver kaster vi i hovedet på den første og bedste rejseguide der kan bilde os ind at alle verdens alien-byggede 'wonders of the world' peger mod Roraima-bjerget, hvor adskillige af de 83 alien-racer stadig flokkes for at gøre mystiske ting ved den menneskehed der til stadighed nægter at erkende at E.T. lurer bag hvert et hjørne. Tjek – den æder vi råt.

Overnfor For fine turister som os slæber man da et ligge telt og en lokumsskammel op på et bjerg (bjerget foran bestiger vi, det er næsten ikke til at komme frem for bare aliens som også har det som yndlingsbjerg).

TH. Små sorte klamme Frankensteinfrøer er alt hvad man ser af liv på toppen..

Men for den enorme sum får vi også lokale til at varte os op, slå telte op og ned, lave mad til os og slæbe vores telte, mad og et mindre toilet for os – og væk er de tider hvor vi levede af bananer og henfaldne kokosnødder og blaffede os frem i verden. 

Vi er nok 13 turister med på turen, hvoraf vi er 4 vesterlændinge, og det er lidt svært at vende sig til den nye rejseform.

Men til trods for standard-turismen og luksusmanerene kommer vi jo nok ikke udenom at turen er ret fed. Vi får vadet i bjergene tynde når mig og Sofus på bedste parkour-maner drøner på mere eller mindre selvmorderiske togter i det vilde månelandskab og finder huler, åer, vippesten, frøer og krystaller. Det kræver en gigantisk indsats og vilje ikke at vælte de enorme sten der gennem milioner af år har nægtet at afvige fra det lille punkt de ballancerer på (og vi får at også tippet et par stykker). Sofus har fødselsdag deroppe og vi åbner den medbragt Amarulla og en lokal ildvand og nyder livet men ildfluerne blinker og man griber sig selv i at overveje om der måske alligevel skulle findes aliens.

Jeg får plapret lidt med de venezuelanske medturister og guides og ligeså stille begynder mit sprog at gå fra portugnol til rent spansk..

Ovenfor - Hvem faen har dog fundet på det landskab. Underjordiske søer  og pytter med funklende krystaller overalt. Og det hele på toppen af et fladt bjerg..

OVENFOR mig og sofus spiller skak. Jeg vinder altid. Bjerget vi skal climbe i baggrunden

TH - bærer med 25 kg bagage såsom vores telte og mad + en doven venezuelers  rygsæk. Det er på mange måder ret uvirkeligt at gå fra en rejsestil der underbyder de lokales egne budgetter til at have tjenere på 24/7.

 

 

 

Ovenfor: Det ser lækkert ud og tropisk ud - det er lækkert men fandme koldt for vi er i 1800 meters højde...

 

 

Th. Sofus drøner rundt og fodbader i perfekte kvarts-krystaller. (det hvide han vader rundt i). Det er forbudt at tage dem med ned fra bjerget og vores rygsække bliver rodet igennem. Så vi bruger al vores list og putter en håndfuld krystaller ind i foret på min rygsæk. Er ikke sååå kæphøj da de rodder rygsækkene igennem men de opdager ikke vores souvenirs...

Vi har efterladt en del bagage på hotellet i byen da vi tager på vandring. Vejer min rygsæk og finder ud af det vejer 16 kilo – hvilket så må betyde at jeg har slæbt 26kilo + mad osv gennem sydamerikas ørken og regnskov med Sofus (godt vi ikke vidste det, for så havde det sku været tungt)

 

 

At lade sig opvarte af de lokale indigines bliver som rejsen skrider frem mere og mere naturligt – ikke mindst fordi at venezuelanerne og de 2 backpackere tager det som en selvfølge. Så til sidst kan jeg næsten lade være med at tænke at jeg da burde give dem en hånd, når jeg slapper den i solen mens de kokkererer, forbereder lejrplads, serverer kaffe og slæber en fed venezuelaners rygsæk (oven i deres egne 25kg) for 70kr ekstra. Tjek vi betaler, de bliver rige, det trickler down og verden bliver bedre. Da vi den sidste dag vender vi tilbage til basecamp og spiser udbragt kylling, hvoraf resterne selvfølgelig går til de stakkels landsbyhunde, spørger en af bærerne fra turen om han dog ikke må tage en afgnavet del af min kylling jeg ikke kan spise med hjem til sin familie og min fantastiske selvretfærdige verdens-illusion brister en smule.

Ovenfor - vores fantastiske guide jose. Foruden ham er der nok 8 bærere/kokke/altmuligtfolk

Udsigt...

 

Alene igen. Efter 3 måneders rejse sammen drager Sofus så tail Peru og jeg mod USA. Jeg glæder mig egentligt ret meget til at rejse alene, men må alligevel bruge adskillige dage på at være semi-alene-depri-agtig over den pludselige ændringer. Lidt ligesom da jeg tog østpå mod Iran sidste år. Men efter eksistentiel krise vender jeg mig til det og jeg værdsætter stilheden og den øgede kommunikation med de indfødte (man kan jo næsten ikke få nok af at høre de lokale sige at man da i øvrigt er ret god til spansk...).Men det har stadig været megabonus at rejse rundt med lille Kokus på bedste vagabond-vis.

 

 

 TH. No botar Basura aqui - kast ikke affald her...

 

 

 

Sol og strand 

Jeg skynder mig til kysten for at se på fisk og slikke sol. Stener rundt i nogle dage og får endelig brugt de dykkerbriller jeg har slæbt rundt på i over 2 måneder. Jeg er heldig (eller uheldig) at ramme en fantastisk strand, Santa Fe, hvor man i sidste nummer af Lonely Planet nævnte at der havde været et par røverier og pist væk er alle de vestlige turister, også selvom røverierne kun varede i et par uger for et år siden. Så jeg tager på ture med de lokale turister.

Juhuu undervandskamera (sidste billede inden jeg smadre det usmadrelige kamera fordi jeg prøver at tage billeder af delfiner fra en speedbåd..)

 

 

TV. Pelikaner der har fået øje på manden der skærer fisk. De er overalt de bæster. Venezuelas duer...

 

I Caracas spendere jeg et par dage hos én jeg mødte på tallerkenbjergsturen og til trods for at byen er blevet dømt ultrafarlig og har megamordrate (ja man forventer nærmest at komme ud derfra i en bodybag) oplever jeg den egentlig bare som en hyggelig men lidt for stor by.

Og Caracas er også hjemby for Botega med fede suylpturer - her har jeg fundet en fed harpydame at ride en tur på...

 

Chokolade blev det jo ikke til i byen Cacao i Fransk Guyane så for at kompensere tager jeg til Cuaosom er en lille landsby hvor de efter sigende producerer verdens bedste chokolade. Det er ret omstændigt og lige som det skal være. Jeg tager en bus til byen, en anden til kysten, derfra en båd langs kysten til stranden hvor en bus går indland indtil chokoladebyen. Så er resort-turisterne i hvert fald rystet af...

Og heldet er med mig for det viser sig at stranden er tilflugtssted for ferierende hippier fra Caracas o.l. Og da jeg stadig slæber rundt på et noget smadret telt ender jeg med at stene ud på stranden i et par dage, mens jeg spiser chokolade, nasser lidt mad fra hippierne og spiser/drikker kokosnødder fra strandens palmer (og får endelig købt mig en machete så jeg kan føle jeg er noget).

 

Perle af en hippiebefængt strand man kun kan sejle til. Herunder min camp. En nat er lader jeg vandet på strande og noget kaster rundt med sand, men det er for mørkt til at se noget. Det viser sig at en kæmpeskildpadde har lagt æg i løbet af natten. Palmebladepindende foran det røde telt er stillet for at markere reden så ungerne ikke graver sig op i et telt når de når så langt...

 

Operationer – Venezuelanske kvinder går op i deres udseende – i en sådan grad at det ikke bare får breast implants men de får også bleget deres (lad være med at læse næste sætning hvis du er sart – jeg har advaret – det er din egen skyld så!) røvhul. Jeg får at vide det hele foregår på statens regning men jeg tror ikke jeg køber den – alt der bliver sagt om politik i Venezuela skal i bedste fald tages med en ordentlig røvfuld salt....

 

 

 

 

Billig benzin. En del af den politik der gør Chavez så populær er hans landets enorme oliereserver, som manden som god socialist mener skal tilbydes befolkningen billigt. Og det er bogstaveligt talt billigere end vand! Du kan fylde en 70 liters tank for 2-3 kroner, hvilket selvfølgelig bliver misbrugt, men også gør en del fattige venezuelanere enormt mobile. Desuden sender landet billig olie til Caribiske naboer og lande som Cuba og Bolivia for at hjælpe dem i jagten på at nå et socialistisk paradis.

Ovenfor. Politik overalt. Her en bil der synes den skal takke Chavez for den billige benzin (sige bla bla bla. og 'uden gazoline kan man intet lave' - til gengæld lader de alt køre i tomgang hele tiden..)

 

 

Den billige benzin er måske også grunden til deres oplysning, når bussen midt om natten stopper for militære vejblokader der skal sikre os med den kriminalitet, vold og narko der er så rigeligt af i Venezuela. Dog er det umiddelbare indtryk mere skræmmende end sikkert, når guerilla-klædt militær beder alle stige ud på vejen som kun er oplyst af brændende konservesdåser og en del af mændende skal sætte hænderne på bussen til en hyggelig kropsvisitering.

Musikeren Chavez. En dag lykkedes det mig faktisk at støde på Chavez tv-program 'Hola Senor Presidente' hvor han beretter om nationens tilstand i – har jeg hørt – timevis. Jeg er dog heldig at se manden tale, hvorefter han nupper en gutiar og synger og spiller en sang. Til sidst zoomer kameraet ud og man ser noget jeg vil skyde på er hele regeringen sidde rundt om et kæmpe bord og klappe af hans performance. Helle Thorning kunne lære noget det...

 

Korruption. Får som sagt snakket med en del om korruption, og selvom det viser sig at Danwatch alligevel ikke skal bruge det til noget er det en interessant tilgang til en masse samtaler. Landet ligger på linje med de værste lande i Transparency Internationals korruptionsindex og folk er glade for at plapre løs og brokke sig på samme tid. Jeg er dog overrasket over at finde ud af at de generelle ydelser som sundhed og skole er noget nær pletfri, her er ingen grund til at betale ekstra. Selvom det skifter et niveau højere på de offentlige universiteter (som i øvrigt er bedre end de private). Her kan man fx betale sig til adgang, fixe sig exhcanges og grants og hjælpe ens eksamen på vej gennem håndører og kontakter. Men som de siger er det hovedsageligt folkene i uniform og med magt der får folks pis i kog. Militæret er man generelt utryg ved og man ved aldrig hvilke stoffer de planter på en. Og politiet er man mere utryg ved end røverne (medmindre man kender en politimand privat selvfølgelig). En kvinde fortæller mig at de ofte får deres bil stjålet i Maracaibo, ja, eller lånt, for tyven vender ofte tilbage med krav om løsesum for bilen som er værd at betale. For hvis man går til politiet og de faktisk finder bilen, skal man betale dem endnu mere for at få den udleveret, hvis den da ikke skal komme tilbage 100% ribbet – af politiet. Nå nok om korruption.

 

Økonomien er et kapitel for sig i Venezuela. Inflationen er på 40% så det er værd at veksle til guld og udenlandske moneter. Og så er der det sorte marked. Har ikke såååå meget styr på sagerne men Chavez fastkurspolitik har skabt 2 markeder. Officielt er den Venezuelanske Bolivar altså 2½ gange mere værd end en krone. Men når du veksler sort (overalt) er kronen mere værd end Bolivaren. Så lad kreditkortet ligge hvis du ikke vil gå fallit med det samme. Mig og Sofus tog til Brasilien og hævede en ordentlig røvfuld Reales og vekslede dem til lokal valuta og så var priserne pludselig meget mere overkommelige.

TH- Det er altså ikke fordi Chavez har formået at udrydde fattigdommen. Som i resten af Latinamerika er den ret allestedsnærværende..

 

 

Herunder  Medellin i Colombia - madvogne kører rundt over hele byen. Så kan de lynhurtigt smutte når de får at vide det er ulovligt at sælge et sted og de kan køre masserne i møde...gode ædere

Om jeg kan lide Chavez bliver jeg aldrig helt afklaret med. 80% af alle jeg snakker med er imod ham, også mange af de traditionelle venstreorienterede. Det er især inflationen og det faktum at hans militære baggrund ikke nødvendigvis giver ham et dybt konsolideret demokratisk mindset; Han startede selv med at lave et mislykket kup i '92 eller noget; Mediernes frihed er begrænset (hvilket til dels kan forstås, for de store og højreorienterede medier støttede et Bush-støttet militær-kupforsøg på ham i 2002 vha. grov manipulering af billedesiden på de store folkelige demonstrationer der fik ham tilbage til magten); Og han nyder lige nu endnu en periode til trods for at man kun kunne være på magten i to perioder da han startede. 

På den anden side snakker jeg jo som oftest med dem der kører i busserne og har råd til lidt ferie osv. Og det er ikke størstedelen af befolkningen. To tredjedele levede i fattigdom da Chavez kom til og alle havde glemt hvordan man læste. I dag lever én tredjedel i fattigdom og alle læser. De fattige har det bedre, og han blev da også genvalgt uden nævneværdigt fup lige efter jeg smuttede. Jeg vil tillade mig at være glad for hans genvalg af 2 grunde (nej 3 for hans modkandidat var ærkeliberal og millionær, og det ved man jo godt hvor bærer henad.). Første er at jeg simpelthen ikke synes at kunne finde et godt argument for hvorfor den store og oversete fattige del af befolkningen ikke skulle genvælge en præsident der giver dem et bedre liv, også på bekostning af levestandarden for de mere velstilleed, kaos i økonomien og billige trick som gaver og petroleum. Det er vel for helvede et lands samlede lykkefølelser en præsident skal tilstræbe (hvilket vi vist har glemt i DK) og det tror jeg han levere. Og den anden grund er en Caracas-fætter jeg mødte på en hippiestrand der var i gang med et projekt med at lave et statsstøttet (og Gaiafoundationstøttet) alternativt bysamfund med fokus på bæredygtighed (socio, økonomisk og klima/miljø). Klimaet truer i den grad, vores kapitalisme har ingen intentioner om at ændre den situation, og slet ikke i tide.

Der er brug for alternative tankegang måder at tænke på hvor Venezuelas millioner af fattige kan få et bæredygtigt og værdigt liv og ikke nødvendigvis bare ved at blive storforbrugere. Chavex kager rundt, men han prøver i det mindste at leverer et alternativ til vores blinde jubelglade vestlige forbrugersamfund, som bogstaveligt talt og langt om længe truer med at ødelægge den verden vi har bygget op om det.

OK IKKE FLERE POLITISKE BRANDTALER – PROMISE... vi rykker til Colombia hvis du stadig er med....

HEROVER - Modkandidaten har ligesom Chavez pænt mange murmalere der støtter ham. Her har de dog besluttet sig for at lave en dør mid i det fine maleri...

 

Skal jo til Guds eget land for at hjælpe ham Obama med et styks genvælgelse. Og under min fantastiske tid i Venezuela begynder jeg ligeså stille at skæve til kalenderen og kan ikke komme uden om at tiden sig nærmer til det Amerikanske valg. Mette og Caja som jeg har aftalt at mødes med er allerede landet og render rundt og Canvasser (banker på døre) og registrerer vælgere.

Og det lykkes mig at komme ud af Venezuela. Dejligt land, meget energisk, fantastisk mad!

The beaten track. Efter Venezuela begynder jeg at støde ind i turister, som der ellers stort set ingen har været af. Og det viser sig at vores rejserute er ekstremt upopulær for turisterne, som i stedet findes i overflod i det sydlige Brazilien og hele det sydlige og vestlige sydamerika, ja selv Colombia. Ret tilfældigt og superheldigt syns man.

COLOMBIA 

– Er stadig et land jeg forbinder med nær-borgerkrig og narko en mas. Så er faktisk lidt overrasket over at dagens Colombia er røget direkte in i the beaten track – og turisterne træder hinanden over fødderne for at se det fantastiske land og opleve de mennesker der siges (og rent faktisk viser sig) at være nogle af de flinkeste i Latinamerika. Min tid er dog begrænset til 5 dages tid, herunder et par dage i Medellin hvor jeg fyrer min nr.2 Blog af, får drukket lidt øl og slappet lidt af. Lækkert land, må tilbage en dag.

Farc-befængte stræder, forurenende fly eller fantastisk dyre sejlbåde? Jeg har hele tiden planlagt at tage til USA uden fly, for klimaet og sportens skyld. Men indtil videre er det stadig uklart hvordan – især pga the Darien gap hvor den Panamerikanske highway stopper i regnskoven mellem Colombia og Panama, og hvor FARC og diverse paramilitære grupper huserer (og USA på jeg-ved-ikke-hvor-mangende-år bomber gennem deres 'Plan Colombia' – arrr det er måske længere sydpå).

TH. Samling af Sydamerikas bedste frugt-æder. Sød passionsfrugt, gul dragon-fruit og en underlig brun tingest som også er klart bonus...

Jeg tjekker diverse lovende hich-hiker-gast-på-båd-hjemmesider og må erkende at jeg ikke har tålmodighed til at de dovne kaptajner får snøvlet sig sammen til at sejle fra Colombia til USA, da vind og vejr er afgørende og man simpelthen ikke kan rejse på den måde uden at have en 'oceaner af tid'-holdning (og på det tidspunkt er det jo ligefør man stresser over alle de lande og den korte tid at krydse dem på).

Rygterne går at der er sejlbåde der går fra Cartagena i Colombia til Panama, det tager 5 dage og stopper på et væld af paradisøer hvor turisterne drikker sig hønefulde og bader på de øde strande. Ikke tosset, overhovedet. Men koster så lige 500US$ og er så absolut den ultimative turist-trail. Alternativet er små speedbåde fra Turbo i Colombia til grænsen og videre, hvilket besynderligt nok er næsten ubeskrevet i på nettet, men kan klares for under 200$ - den løsning tager jeg.

Panamas kyst er fyldt med små øer der igen er så stopfyldt med træ-ler-huse at de er bygget halvt ud i vandet...

 

Darien Strædet. Så en nat tager jeg bussen til den Turbo, hvor den PamAmerikanske highway stopper for at give plads til 160 km vildnis, sumpe, slanger, krokodiller, voodoo, kviksand og en del farlige ting, også kendt som Darien strædet. Der er ingen bebyggelse på nær Kuna indianerne som har bosat sig langs kysten og på små øer. Så alt transport er pr båd-

Det er den eneste måde at komme igennem uden en flyver eller sejlbåd og folkene i området er alt alt for bevidste om det. Jeg møder en hippie der skal samme vej mod Rainbow gathering i Mexico og jonglere som klovn i gadekryds for at tjene til dagen og vejen et par smykkesælgere og et par andre vesterlændinge der er for fattige eller eventyrlystne til at tage den lette udvej. Samt en del Colombianere der skal den vej.

Vi tager alle sammen en speedbåd til Capurgana som er en lille luxus-tropisk-azurhavsagtigt by ved grænsen til Panama. Jeg og de 3 typer tager dog flux en speedbåd et par km videre til Puerto Obaldia som er Panamas gudsforladte svar på en lille grænseby. Absolut crap, med et par hundrede mennesker som enten bor der og ripper rejsende eller prøver at komme videre. Hoveddelen er Cubanere som er strandet der på vej til USA hvor de kan få 'gratis' asyl. USA's altruistiske formål at redde alle verdens borgere der lever i ondsindede kommunistiske diktaturer. Cubanerne har taget fly til Peru og rejst nordpå og er nu fanget her. Speedbådene vil ikke tage Cubanere med og det lillebitte fly til Panama City har kæmpelange ventelister. Ergo er de strandet. Rygterne vil da også vide at det er Panamas løsning på problemet – de holder Cubanerne i et afgrænset område, og USA er efter sigende enormt glade for den løsning så de punger op for at holde ordningen i live.  

Herunder. Frugt ser hamløs ud men smager af sur ost  - lokalbefolkningen har dog ikke fanget at den er uspiselig

PANAMA

For at komme ind i Panama skal man have malaria-medicin, gul feber-vaccine, flybillet ud af landet og minimum 500$ i kontanter. Jeg har ingen af delene. Men da jeg viser mit funklende visakort og fortæller om den rigdom der befinder sig på det ryger jeg lige igennem....

 

Jeg er dog stadig i den grænsebyen midt i junglen. Drøner rundt i det lille samfund og leder efter et transportskib der vil tage os billigt videre. Det lykkes mig faktisk at finde en, men straks som jeg taler med styrmanden kommer en official hen og fortæller at det da er ulovligt at sejle med cargo-ship. Meget fordelagtigt, når at de så kan charge 100US pr person for 5 timers speedbåd til den nærmeste vej i Panama i et veldrejet rip-off scheme som holder det lille samfund rigt og gladt. Prøver og prøver at finde alternative og lokale Kunaindianere i kanoer, men ender med at rette ind og tage den dyre løsning, da jeg jo også gerne skulle nå at se resten af Latinamerika på noget der ligner 3-4 dage...

Det lykkeds os at dele et enkeltmandsværelse 4 personer. Billigste overnatning ever. Cubanerne hænger ud i deres køjer uden helt at vide hvornår og om de kommer videre...

Så det bliver 6 timer i 20 mands speedbåd, med 2 kæmpe påhængsmotorer og et par store tønder diesel. Larmer ad helvede til og hopper over bølgerne mens vi drøner forbi de mest fantastiske landskaber og Kuna-indianer-landsbyer som man jo egentlig gerne bare ville sejle stille og roligt forbi på de 4 dage turen tager for normale både...

Der er fart på...

 

 

Kuna indianer har været på bambusrov på fastlandet og tager her sin høst med ud til sin ø...

Panama, Haiti and Venezuela, axis of not so niceness

Nå men jeg lander da i Panama og tager en maraton gennem hele det usete land både fordi det er dyrt – ja de har ligefrem droppet deres egen økonomi for funklende dollars, men også fordi menneskerne der ikke er særligt tiltalende.

Ja, det sagde jeg sku. Okay bruger jo også en del tid ved grænserne, hvor folk altid er uvenlige. Men på den korte tid jeg er i landet møder jeg en uvenlighed jeg ikke oplever i noget andet Latinamerikansk land – selvom der dog er en snært af det i Venezuela.

En medrejsende der har boet alle 3 steder mener at der er fælles mentalitet i Panama, Venezuela og Den Dominikanske Republik hvor de simpelthen bare ignorerer en. Så når man spørger om noget eller lige skal have hjælp kan de finde på at sige, Yes eller no eller bare kigge den anden vej indtil man gir op. Også når de tilfældigvis har job i en service-disk et eller andet sted. Ret groft. Kan genkende det fra Venezuela men slet ikke ligeså udtalt, og når man får snakket med folk bløder de selvfølgelig op. Men Panamas befolkning er som helhed, ud fra et objektiv og 100% neutralt perspektiv nogle skiderikker. Så jeg tager videre.

TIL COSTA RICA

og Playa Viejos hippie-backpacker-turist-samfund med fine strande og søde mennesker. Her er fyldt med regnskov, økoturisme og kvalitet og landet har vist ikke engang sin egen hær. Men ligeså paradisagtigt der er, ligeså overvældende finder jeg backpacker idylen. Der er turister overalt, selv bag diskene på hoteller, barer og forretninger, for de hvide ved jo hvad de hvide vil ha'. Mit hostel er kørt af amerikanere og nogle af gæsterne er nogle skodhoveder uden lige. En stjæler, en er blevet smidt på gaden, en er altid syyyygt fuld og en er fanget i Latinamerika fordi han har en fængselsstraf ventende i USA og så er han selvfølgelig gået fallit i mellemtiden. Det er min oplevelse på TO dage :)

 

TV. Tåger rundt i den Costa Ricanske regnskov. Møder en indianer og støder på en giftfrø. (midt for grøn fætter). Hurra. - Men skammer mig over at erkende at indianeren ikke bruger den til giftpile og jeg ikke sikker på den... - er ikke så autentisk når alt kommer til alt....

TH. En gade...

En anden ting der går mig på er turismens indflydelse på alt. Man hører amerikansk talt overalt, ja faktisk taler Costa Ricanerne spansk med amerikansk accent i deres daglige tale, Hvilket må være den ultimative kulturimperialistiske indflydelse!

 

Tjek jeg er blevet en wannabe anti-backpacker – backpacker. Jeg vil bare være den eneste turist (og så alligevel lige have alle turist-faciliteterne og nogle andre backpackere at rejse og feste med og til at bagtale den lokale befolkning med en gang i mellem).

 

Desuden er Costa Rica faktisk pænt dyrt dog og jeg er jo fattigdomsturist (nej det er jeg vist egentlig ikke), men videre tager jeg.(Hey det er altså et lækkert land!)

 

 

 

...TIL NICARAGUA

..som helt klart er et land jeg havde set frem til. Og når der nu er 2 vulka-øer midt i lake Nicaragua er det jo oplagt hvor turen går henad.

Billede taget af den ene vulkan fra den anden.

Første nat må dog lige spenderer på et hostel tæt på grænsen hvor jeg møder endnu en af de helfede midaldrende amerikanere der ligeså stille er begyndt at pible frem i forskellige hjørner af landende siden Colombia. Expats, ofte spekulanter, der har fundet ud af at der er dejligt varmt og at børsspekulationer via computer er en glimragende gesheft. Selvfølgelig er sproget de taler amerikansk, og hvis de alligevel skulle tale lidt spansk foregår det med supermegatyk amerikansk accent. Min nye amerikanerven har selvfølgelig været i Nicaragua på militære aktioner under Sandinisterne, hvor han som en god amerikaner hjalp kontra'erne med at ødelægge al den forfærdelige socialisme de ville indføre. Føler mig super provokeret på Nicaraguas vegne over at han overhovedet tillader sig at tage til landet efter at have været med til at tilføje befolkningen der så meget harme. OK skal siges at han faktisk er den eneste amerikaner jeg rigtigt har lyst til at kværke - (næste kapitel om mine oplevelser i USA er jeg heldigvis betydelig mere positiv over for Guds eget folkefærd...)

 

TV Lake Nicaragua.  TH. cykler øen rundt og hvor heste, grise og kyllinger ofte blokerer vejene...

 

Jeg spendere nogle dage på vulkanøen og slapper den megameget. Videre til turistbyen Granada ved Lake Nicaraguas kyst, hvor jeg faktisk til fulde nyder en by der er befængt med turister, (men med stor nok lokal befolkning til at det ikke påvirker alles liv...)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sandinisterne. Vent lidt, der var jo nogle gode grunde til at jeg gerne ville til Nicaraguas, og ligesom Venezuela er jeg ret nysgerrig på politikken der. Lidt historie først: Sandinisterne i, hvad, 80'erne trækker folk ind i skole og fjerner den værste fattigdom. Så smadre kontra'erne det og der er lidt borgerkrig. Så har vi 90'erne og 2000'erne med standard højreorienterede demokratiske regeringer.

Imens håber Sandinisterne hele tiden på at komme tilbage til magten. Højrefløjen bruger ekstremt meget energi på at fortæller at en ny sandinist-regering vil fører til hårde sanktioner og embarkoer fra USA. Gode gamle George Bush II bekræfter at en rød regering vil blive aktivt modarbejdet af USA som det skete tidligere (ja han prøver ligefrem at lave dem til fjender i krigen mod terror). Ergo holder den ekstremt fattige befolkning sig fra at stemme på dem der vil øge skolegangen og mindske fattigdommen – alt er bedre end gamle dages borgerkrig og øko-sanktioner.

 

Dog lykkes det Daniel Ortega fra sandinisterne at komme til magten i 2006 hvorefter han hopper direkte i kanen med katolske ekstremister, hvorfor han fx som et af meget få lande har indført totalt 100% forbud mod abort.

Anyways er lidt nysgerrig på hvad befolkningen har at sige om deres lands udvikling. Så blir glad for at høre at dem jeg snakker med mener at alt går bedre og bedre, mindre fattigdom, kriminaliteten dykker og flere kommer i skole. Slut prut lykkelig slutning (medmindre du er uønsket gravid i Nicaragua fx gennem voldtægt, eller der er implikationer hvor graviditeten truer med at slå dig ihjel). Ortega blev genvalgt i 2011.

PINATAS - Lige en anelse mere prof end den babysæl vi lavede til  fastelavnsfesten..

 SIESTA - Dovne Nicaraguagensere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Forlader vulkanerne og den lille dreng th. på en lile færge med meget sort røg. Idyllisk.

… Og midt mens jeg sidder og gør mig alle disse flyvske tanker (og bryder mit løfte til dig om ikke at skrive mere politik) dukker der 2 mails op på min Computer. Det ene fra Mette (i USA) som lige vil nævne at Honduras altså er bonusland som jeg ikke bare skal drøne igennem. Den anden fra en couchsurfer i Honduras som har set min profil på nettet og vil høre om jeg ikke vil komme forbi hans hotel hvis jeg tager til Honduras, så kan han vise mig rundt og jeg kan jo bo gratis. Hmmm tror jeg tager til Honduras (i stedet for den klassiske turistrute igennem landet med skyklapper på).

 

Gadesælgere overalt i centralamerika. Nok ikke de rigeste mennesker...

CS og HONDURAS

Det er nu ikke fordi jeg opholder mig der alt for længe. Får spist en del af de lokale retter Mette anbefaler mig og jeg tager ud og besøger Jorge på hans supervilde hotel lidt udenfor Tegucigalpa. Vi drøner rundt i hans jeep og snakker med hans landsbyagtige venner (lidt underligt) og jeg kokkererer en ordentlig gang bagte kartofler og frikadeller. Lokale busser igennem landet (først nord øst så sydøst og så er jeg i Guatemala)

 

 

 

 

 

 

 

 

TV. Gæt hvem?  TH. Gammel Honduras-dame der påstår at hvis en gravid kvinde kigger på en slange kan slangen ikke bevæge sig...  

 

 

 Udsigt fra et busvindue...

 

 

 

GUATEMALA

 

Der har jeg jo været.. Men det er nu alligevel rart at være tilbage i det nok mest autentiske lande i Centralamerika hvad angår Maya-efterkommere i farvestrålende kluns og underlig akavet generthed. I Guatemala City sætter jeg mig ind i en chicken-bus til grænsen et par hundrede km væk, og chaufføren nævner at bussen altså stopper alle steder. Hvad jeg så ikke lige fanger er at han mener alle og at alle hopper ud i alle større byer, hvorefter bussen venter til den er helt fyldt før den fortsætter, og at det tager 11 timer. Så jeg får set en del til Guatemala på mine 24 timer i landet.

11 timer i bus. Men får set det meste..

 

 

 

 

 

 

 Hestevogne og blomstersælgende maya-efterkommere...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MEXICO

Havner i San Cristobal i Chiapas, Mexico hvor jeg lige var forrige år med elever fra Krogerup. Men har en fuld dag hvor bliver shoppet for vildt, ja jeg får mig ligefrem en Machete nr. 2 og så køber jeg eksotisk frugt og jordbær til den helt store guldmedalje på det fantastiske marked. For efter min bedste overbevisning går jeg koldere og dyrere tider i møde herfra, og det er allerede køligt i Chiapas, hvilket seriøst næsten er ved at give mig pre-vinterdepression for jeg har slet ikke fået varme nok til at klare sne og mørke igen.

Men bare roligt, det her er et eventyr, så historien ender lykkeligt og tropisk i Asien (og der er som oftest T-shirt varmt i USA).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TV. Skulle det være noget med en kotunge, eller måske en afskindet kosnude.   TH. San Cristobal er altid et besøg værd.

 

 

Yep, det går hurtigt dether. Blir næsten forpustet af at skrive det. Men da jeg en natbus senere ender i Cuernavaca hos den mere mexicanske del af min familie, nævner min kære onkel til alt held at man vist lige skal udfylde et visum-kort 72 timer inden entre i USA, så bliver der i hele 3 dage og slapper og får set familie og den slags som egentlig ikke er så tosset når man har rejst for hurtigt for længe.

 

 

 

 

 

 

Stener hos familien i lidt tid. Tiltrængt både fordi jeg har rejst meget og ret hurtigt. og fordi jeg lige når at sætte mig i bussen fra San Cristobal til Mexico før maven råber 'madforgiftning' med lidt feber og et enkelt opkast til følge. Eneste af den slags oplevelser heldigvis..

 

På det tidspunkt har jeg siden jeg tog bussen nordpå i Colombia rejst:

 

• 15 dage fra Colombia til Mexico.(+dage i mex og colombia)
• Krydset 7 lande (noget jeg vil medgive er absolut misbrug af fantastisk lande, folk, strande og lokale øl – i form af undladelse heraf selvfølgelig...).
• Brugt omkring 90 timer i bus og båd.
• Til den nette sum af 2500kr i transportomkostninger (hvilket heldigvis er betydeligt billigere end flyet)...

 

Asien? Det kommer ud af ingenting for mens jeg sidder og slapper den og bader i poolen tikker en mail ind fra Danwatch der spørger om jeg stadig er ude i den store verden og evt. kunne tænke mig at tage til Asien et eller andet endnu ukendt sted og kigge på gummiplantager. TJEK!

Men Obama kalder, for det er jo ikke for sjov det her. Får mit ESTA-visum til USA og tager en natbus til Ciudad Juarez ved grænsen til USA. Den Ciudad Juarez? Ja, den Ciudad Juarez!

Er reelt meget usikker på om jeg kan komme ind i USA. Der står kun at man kan flyve-visumfrit til USA på udenrigsministeriets hjemmeside og man skal have en billet ud af landet for at komme ind. Skrev USA's ambassade i DK inden jeg tog af sted og de gav mig et klassisk diplomatisk ikke-svar.

Jeg har lavet mig en fake flybillet og krydser fingrene. Og sku om det ikke er den nemmeste grænsekrydsning jeg har lavet til dato. Da jeg smækker min taske gennem X-ray maskinen spørger vagterne ”is that two swords you've got in your backpack?”, svarer ”no its two machetes, you wanna see'em?” ”No we can see'em right here, you just go ahead”.

 

TH. Going to US I was crossing the border at narco-killer-danger-city Ciudad Juarez in Mexico. To survive I choose the macho-intimidation strategy. Riding a pack of fierce crocodiles neither criminals nor custom officials dared delay my fare.Picture of me and the crocs celebrating in El Paso, USA after the successful crossing.

 

USA HERE I COME, men røverne må vente til jeg får skrevet og ploppet ind på hjemmesiden...

Grænsen til USA. Mexicos brave murmalere har været i gang her. "murene kan aldrig stoppe dem" og under blomsten "foråret"

 

 

Det hårdeste ved at tage til USA er min mavefornemmelse. Har købt en ordentlig bunke eksotisk frugt til tøserne i USA. Men finder så ud af at jeg ikke må tage frugt med overhovedet. Ergo må jeg tygge mig igennem det hele, herunder 1½kg Rambutan. De sidste 3 får jeg med besvær kværnet lige udenfor grænsekontoret.

Mand med rambutan'er en mas...

 

 

 

 

 

Cuernavaca, Mexico