Hvad F..... er Guyanaerne?

Så lod det sig endeligt gøre at begynde en blog nr 2 fra mit sydamerikanske eventyr.

En masse griflerier er det denne gang fra Fransk Guyane, Suriname og Guyana samt det løse.

Suk – der skulle have været billede-blir-større-når-man-trykker-på-det-modul på min side, en fantastisk google-maps tegning af ruten og hyper-cypervilde css-komandoer der skulle lave kæmpeskriften t.v. normal. Middelmådighed det må i altså nøjes med. Det bliver om Guyanaerne. Skulle have været en lille blog men blev en syrelang tekst. Bid den i 2 eller quit den og påstå  du har læst den når vi mødet.

 

Og hvad fanden er Guyana'erne så? Først og fremmest tak for det fremragende spørgsmål! Og må ærligt erkende at jeg, selvom jeg tiltider føler mig vis og troede jeg kendte alle lande i sydamerika og ca deres historie, stiller mig selv det samme spørgsmål da jeg sidder i gode kolde DK og drømmer om Rio og tænker på hvordan man  dog kan komme fra Brazil til USA uden for meget amazonas sump.

 

 

Tanken var cirka sådan her: 'Tjek og så tager man op igennem Fransk Ginea' (- det viser sig så at hedde Fransk Guyane) og ind i Venezuela. Men sku om der så ikke dukkeer endu et land op – Suriname – som jeg i min extreme visdom havde placeret i Afrika (er stadig usikker på om det er mig der havde misforstået et eller andet med geografien eller det simpelthen er gud der har smækket landet ind på det forkerte kontinent - 50/50 chance vil jeg tro).De er Indere, de taler hollandsk? What? Nå men derfra kan man vel tage til Venezuela tænkte jeg – og straks dukker der et nyt Guyana op - i det mindste taler de engelsk der – og graver guld.  

 

   Over floden til Guyane 

 

-

Så man skulle da være et bæst om man ikke tog forbi de så ukendt territorium. Og det bliver ikke mindre interessant af at alle de sydamerikanere vi taler med intet aner om landende til trods for at de er naboer. Og da vi læser at politiet i Suriname ridder på bøfler, - tænk at møde en indisk politimand, der taler hollandsk, og ridder på en bøffel, i sydamerika – tager Sofus samme vej (ja han dropper ligefrem at bruge 28 dage på at faste og leve af sollys for den nette sum af alt hvad han ejer – så meget vil han se Guyanaerne). 

 

ALT kan gro i Guyanaerne. Her et firkantet stykke træ der håber på at blive et træ (igen) en dag.

 

Fælles historie

Nå men jeg må jo nok hellere give en ultrakort historietime for dem der er ligeså ignorante som undertegnede. Tilgiv noget der garanteret er utallige historiske ukorrektheder (kan ikke lige dobbelttjekke når jeg sidder i en bus i venezuela):

Da Colombus kom til Guyana-området var interessen ikke alt for stor. Vilde indfødte, masser af jungle som man ikke kunne bruge til noget – og så kunne man jo ligesågodt bruge sin energi på at slå forskellige andre indianerstammer ihjel som havde været kloge nok til at samle guld.

I 1700tallet blev der dog rift om området (man finder vist alt guldet og diamanterne) og Franskmændende, englænderne såvel som hollænderne battlede Spanierne i vest, Portugiserne i øst og selvfølgelig hinanden som man jo skulle når man var en rigtigt macho conquistador fra et wanabe imperieland.

Guldmine til højre. Vi er milimeter fra at hoppe af bussen for at grave guld men man skal ha badge for at komme ind..

I sidste ende fik vi Engelsk Guyana, Hollandsk Guyana (senere Suriname), og, ja, Fransk Guyane og så var de alle glade, de kunne lege i junglen, slå indianere ihjel, battle hinnanden lidt i ny og næ og vigtigst af alt – grave guld og diamanter til den helt store guldmedalje.

Men guld graver man da ikke selv, det har man selvfølgelig negerslaver til, som jo blev importeret fra Afrika, og så kunne slaveskibene passende fyldes med guldet osv og tage det med til vores kære konger og dronninger derhjemme.

Desværre (for imperierne that is) besluttede USA pludselig at skippe slaveriet i sidste halvdel af 1800. Satans også, så måtte man jo ligefrem betale for (slave)arbejdet. Men efter så mange års undertrykkelse nægtede slaverne ligefrem at arbejde, selv for mamon. I stedet rejser mange af dem nordpå ind i regnskoven og bosætter sig sammen med tidlige bosættelser fra run-away-slaves. Her gik de på guldgraverjagt eller dyrkede afgrøder mm. En del af byerne er der stadig og folkene er kendt som bush-negros (true) og kan kendes på deres viskestykker rundt om hovedet. 

Ihvertfald var det så nærtliggende at importerer arbejdskraft fra de andre kolonier (eller man kunne låne), så som Indien, Indonesien, (senere Laos/Vietnamesere som havde valgt den forkerte side i Vietnam og ikke var så populære hos Ho Chi Min og hans venner så de kom til Fransk Guyane).

Ja, mere multietnisk samfund finder man nok ikke. Her en moske og en synagoe side om side. Religion-konflikter virker heldigvis ikke til at spille en stor rolle her, ellers kunne man godt forestille sig det kunne gå galt.

 

Senere, I 1966 og 1975 lykkedes det også hhv. Suriname og Guyana at få uafhængighed. Men inden du bliver helt forpustet over historiske fakta og kloge-Åge-kommentarer må jeg hellere diske op med et par røvere fra den (relativt) virkelige verden fra mig og Lille Kokus' besøg i de 3 lande.

 

 

 

 

FRANSK GUYANE.  

Fakta:

Indbyggere 236.000

Størrelse: Dobbelt så stort som Danmark.

Det er frankrig og de taler Fransk.

Du kan være heldig eller uheldig at møde Indere, Kinesere, Loas, Creolere, Vietnamesere, Haitianere, indianere og Gud ved hva ellers af folkeslag i landet.

 

 

 

Now entering EU

 

 

 

 

 

Ligesom de to andre lande er Fransk Guyane bebygget langs kysten i nord, mens det indre land er stort set ubeboet, bortset fra nogle småbyer og indianerstammer. Det er altså op mod 90% regnskov i landet og meget transport sker pr speedbåd.

Gode gamle Frankrig. Efter over 2 måneder i udlandet er det selvfølgelig fantastisk for os at vende tilbage til gode gamle Europa – nærmere bestemt det ekstreme sydfrankrig. For som den eneste af de 3 koloni-nationer har Frankrig selvfølgelig afstået fra at give selvstændighed til Guyane. - Det kunne jo være man fik behov for at afprøve atombomber i området eller noget lignende. Og landet bliver da også brugt til at sende omkring 80% af verdens sattelitter op i rummet samt selvfølgelig at lege verdens midtpunkt.

Så vi træder bogstaveligt talt ind i EU og må ligefrem bede om et stempel i passet og det virker i det hele taget som om at de gode franskmænd har gjort sig stort umage for at lade som om det er en hel almindelig fransk provins. Med (næsten) EU-telefontakster til europa, alle de klassiske franske kæder som carrefour, Porgeut og Citroen, fransk importerede fødevarer, franske nummerplader, Euro osv. Ja Lonely Planet-guiden advarer udlændinge om hvor fatalt det kan være at miste sit pas i Fransk Guyane, da man så skal tage en indenrigsflyver til Paris for at få et nyt!

 

Stemningen i Guyane er allerede fra begyndelsen ret stenet og man mistænker dem hutigt for at ryge ligesåmeget pot som i Frankrig (hvilket så også er sandt) – ja Brasilianerne virker pludseligt som hyperaktive mennesker hvilket de på ingen måde er. Problemet ved at det er Europa er at alting så også koster Europa-priser + en del fordi alt er importeret. Godt at vi har telt med.

 

Lidt om Cacao. Og hvordan angriber man så et land som man intet kender til – for mere Europa er det jo heller ikke. Jo sofus finder en landsby der hedder Cacao og der tager vi imod for at, ja, drikke cacao. - Faktisk går en ret stor del af vores samlede rejse (og mine tidligere) på at tage til byer med underlige navne fordi man kan, det er lidt ligesom at ryste posen med en edge.

 

Vi tager en bus gennem det værste narkos-og-menneske-smuglerområde (for alle vil til Europa med velfærd og sådan) og blaffer derfra. Det går ad helvede til og vi finder en stenet landsby og spiser frugt fordi vi ikke har råd til andet. Senere lykkeds det os at komme op med en lastbil og vi bliver sat af på en sidevej til Cacao hvor vi slår vores telt op i regnskoven som cirka omgiver alle veje i landet.

Bild. Det største træ i regnskoven viser sig at være hult. Og nok til at man kan kigge alle 30-40 meter op igennem det indefra. Træerne falder som pinde når det regner og stormer.

Efter at have vadet 12 km til Cacao finder vi sådan cirka en støvet ingenting.Byens indbyggere er fra Laos og fik tilbud om at komme hertil efter Vietnamkrigen hvis de i øvrigt ville bo herude. Men vi får os da en lokal Laos-æder på en restaurant og bliver glædeligt forundrede over alle de franske varer i det lille supermarked, inklusiv baguettes. Hjem kære hjem.

 

Og så viser der sig ligefrem at være en 2dages afmærket vandrerute gennem regnskoven til hovedvejen som vi da sagtens kan tage. Kun hhv 8 og 10 km. Men når man allerede har vandret 12 kilometer, og bærer 20-25 kilo, og

 

man skal kravle over og under væltede kæmpetræer og lianer er det alligevel sin sag. Fodtøj er hhv sandaler og underlige tå-hippie-sund-for-fødderne-sko Det bliver en hård tur men vi får set regnskov en mas. Ikke særligt mange dyr, men de er der. Sofus er en anelse overrasket over at regnskoven ikke er uigennemtrængelig som på film men mere sådan normal skov, med betydeligt flere lianer, kæmpetræer og underlige palmer.

BILD: Tjek, det har sat shelter op på halvvejen og vi sover i hængekøjer men vores tøj hænger til tørre. For klimaet er sygt fugtigt og man er drivvåd da vi når frem

.

Henimod slutningen af turen bader vi i en flod og noget der ligner en træstramme kommer flydende. Det viser sig selvfølgelig at være en 1½meter lang elektrisk ål – som, skal det siget, kan slå en (fucking) krokodille ihjel med sine stød på jeg ved ikke hvor mange volt. Tjek, havde ikke troet at en ål skulle være det farligste dyr jeg til dags dato har mødt i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

Blafning. Trods en lidt dårlig start og banden og svovlen over Wikihitch (wikipedia for blaffere) lykkeds det os at blaffe til Cayenne (hovedstaden). Og vi ender faktisk med at blaffe til ca alle destinationer i landet og helt til Suriname hvilket vi ser er lidt stolte over ligesom både min og Sofus bankrådgiver har skrevet os personlige takkebreve for indsatsen. 

 

 

 

 

Og småkrige. Det viser sig at folk er lidt utrygge ved blaffere for tiden fordi 2 politifolk blev skudt ned i helikopter af illegale guldgravere for en lille måneds tid siden, så man ved aldrig hvem der går og blaffer. I det hele tiden bruger de kære franskmænd en del tid på at lege politi og røvere i landet. Alle vil til landet, og fordi det er relativ uudnyttet ift nabolandende render guldgraverne ind gennem regnskoven og prøver lykken vha diverse guldgraverkemikalier som jeg ikke vil gøre mig klog på. Og fra søsiden komme der kære små uskyldige fiskere ind med deres dynamitstænger for at få mad på bordet (og da jeg hørte det tænkte jeg i mit stille sind om ikke miljøet var bedre tjent med at sætte militæret til at bombe ulovlig trawling og storfiskeri i fx danske og alle andre farvande)

 Frankrigs svar på ulovligheder er nu heller ikke for børn. Alle beslaglagte biler bliver selvfølgelig brændt på ægte jandarm-vis. eller efterladt til Regnskovens nåde

 

 

Dyr fra CPU-spil: Gennem alle Guyanaerne bliver man, i regnskoven, fulgt af en lille fugl der siger Wuiit wuiiiiiiiu, megahøjt. Og man kan så hører dem nært og fjernt som man går da de signalerer noget ala ”pas på stor hvid abe kommer gående, racen har allerede udryddet 700 dyreraser og er i gang med at fucke verdens klima og miljø godt og grundigt op, så flygt alle dyr, flygt mens i kan (men hvorhen dog – hvor hen?)”. Nå pointen var faktisk bare at da jeg senere sidder og spiller angry birds på denne computer (min - ikke din!) begynder lyden igen og jeg får noya. Den kommer selvfølgelig fra computerspillet. Og så begynder man pludselig at lægge mærke til de underlige dyrelyde der er i området og hvordan de bliver brugt til allemuligt lyde i vores teknologier. Fx til computerspil og bilalarmer osv. Den klassiske computerkliklyd kommer i øvrigt fra en is-ske og ikke en fugl.

 Nåååår. Op pibler 70 små skildpadder der en dag bliver verdens største på 3 meter eller noget.

 

 

Cayenne: Jo, det var vist derfra jeg kom. Det lykkeds os som sagt at nå til hovedstaden og alle dens 50.000 indbyggere. Mekka for mad i øvrigt. Eller dvs. Brasiliens mad er megaringe! Det viser sig at ingen har svaret på vores couchsurfing request og det billigste hotel er 60 Euro (lig hele vores fælles daglige budget). Vi bliver henvist til et nonnekloser hvor vi måske kan bo og en ung fransk læge viser os stedet som desværre er lukket – men, siger han, vi kan da bare crashe ham og hans 2 room-mates der er udstationeret der som en del af studiet for et års tid. Bonus! Vi bor der i 4-5 dage og hjælper dem med at drikke øl, ryge lidt pot, se skildpadder og gå i byen.

 

 

 

Og så æder vi! Vi har på forhånd haft temmelig store forhåbninger til de 3 landes menuer , da de langt hen ad vejen har samlet verdens bedste madnationer i deres lande. Desværre er det kun Fransk Guyanne det lykkeds at leve op til de forskellige nationers standarder. Det gør landet så også. Vi får gennem vores korte besøg tygget os igennem:

Kinesiske restauranter;

Laos-specialiteter;

Baguettes, crepes, chokoladecroissanter og franske yoghurter;

Vietnamesisk suppe;

Et eller andet fra Indonesien; 

italiensk is

og hjemmeplukkede kokosnødder fra haven (dem er jeg efterhånden pænt god til at pille ned og partere – De er ligesom æbler i DK, bare tungere og de findes hele året).

 

 

 

 

Mam. Thaisuppe æder. Og ægte kaffe med Crepes. 

 

Og Crackjunkierne. Ja ikke alt er hjemligt og en ting som adskiller sig fra Europa er Crack-junkierne som der egentlig er ret mange af gennem Guyananerne, men specielt i Cayenne. Crack kommer fra kokain som til forskel fra Afghanske heroin kommer fra Sydamerika – og nok derfor er det ikke så udbredt i Europa. Det er sygt vanedannende og koster kun 2 Euro for et fix, hvilket de vil gøre hvad som helst for. Man kan tydeligt kende en crack-junkie på laset og beskidt tøj og 100% ikke tilstedeværelse (og i Fransk G er de alle sorte) og så har de meget svært ved at styre deres lemmer. I gadebilliedet kan de sidde og snakker med en bil eller en sten i lang tid, en bemærkede sig ved altid at synge, og en del andre ligger i gadehjørnerne og taler med sig selv eller spadser fuldtstændig ud på byems pladser i en eller anden form for misforstået Yoga. Det er et meget skræmmende fænomen og virker på en måde meget værre end de junkier vi fx har i DK. Så hold jer fra det folkens.

 

TH. Klassisk crack junkie

 

 

 

 

 

Vi bliver kun i landet i 5-6 dage og laver egentligt ikke så meget igen. Men vi får set en raketopsending og en lang række forskellige og eksotiske dyr – til forskel fra de andre lande. For at blære mig har jeg lavet en liste:

Aber – leger på vejen i Guyane og hygger sig i Cayennes træer.

Skildpadde, 40 kg eller noget – i Cayenne, der har valgt at mave sig op på stranden og lægge æg.

70 Småbitte Kæmpe-leatherbag-skildpadder – der pibler op fra et hul i sandet.

Kolebrier.

Dovendyr – der dovner den.

en Slange – som jeg battler i regnskoven.

Rottedyr – i skoven.

Possumdyr – ser vi flere af. Døde i vejsiden, men stadig eksotiske.

Sommerfugle – store og med reflekterende og megablå vinger, lige til at stikke en nål igennem og hænge op på en væg.

Røde Ibiser – pas, men vist fredede og sjældne osv.

Elektisk ål – som jeg heltemodigt vælger at tage en svømmetur sammen med.

 

 

 

Sattelitopsending. Går meget hurtigere end på film og fjernesyn fordi vi er tæt på.

Racehygge(iegne). Selvom landet er fyldt med folkeslag og er det sikreste af de 3 Guyanaer, er det ret markant hvem der tilhører hvilke kategorier. Som udgangspunkt går de forskellige sammen og det er helt tydeligt at de sorte er betydeligt dårligere stillede end de andre og fx er det kun dem man ser i busserne. Asiaterne driver til foretningerne, alle crackerne er sorte, mens franskmændene (de hvide) med garanti er velstillede og evt bare udstationerede i landet. Da vi går i byen er det fx sorte kvarter ´Chicargo´ der er klart det værste med junkier, reggae, prostituerede en masse sorte og et par enkelte hvide som os, der ved hvor det sner, og politiet tør selvfølgelig ikke komme der – til gengæld er det også det sjovest og livligste.

 

 

 

 

Vi bliver kun kort tid i Guyane. For alting har en ende – især vores økonomi. Til trods for gratis logi er landet ved at slå bunden ud af vores budget på en 200krone om dagen. Vi får vores visum til Suriname og tomler os vej vestpå. Da vi blaffer det sidste stykke ud mod Suriname og bliver samlet op af en sort er det på mange måder en stor lettelse at det trods alt ikke er så opdelte at man ikke at man samler en anden race op end sin egen.

 

 

Grænsen til Suriname er lukket for natten. Vi slår telt op ved floden sammen med et omrejsende tivoli.

 

 

SURINAME

 

 

 

Fakta.

Sprog: Dutch, lidt engelsk, Sranan Tongo (Sranan=suriname på pidgen-hollandsk)

Indbyggere: 560.000

Størrelse: 1½ gange DK

Der er omkring en tredjedel Indere, ca ligeså mange negere samt Javanesere, Indianere, de allestedsnærværende kinesere og det løse.

 

 

Farvel til vesten. Det første der slår os da vi kommer over grænsen er at de taler hollandsk. Det hører ingen steder henne. Ingen! De ordnede forhold er væk sammen med formaliteterne og tolderen kommer ud fra sit kontor hvorfra der kører Bob Marley på fulde drøn og låner Sofus' guitar for en kort serenades tid. Og vi er på rigtigt mange måder nået til noget der på mange måder ligner et støvet Afrika.

TH. En dag ser vi et vaskeægte kæmpebæltedyr på markedet. Men knap så livligt som vi håbede - og i flere dele. Jeg undlader at købe en bøf da mark er vegetar.

 

 

 

Hvor får de det dog fra?

Vi tager direkte til hovedstaden Paramaibo som bekræfter den opfattelse. Støvet, kaotisk, halvruin-træhytter, marked lidt over alt og kæmpe moderne kasinoer. Vores ven Mark bor i Paramaribos bush-negro-kvarter ud til floden. Han er amerikaner og var år tilbage tilknyttet Mr. Galschiøts værksted i Odense. Han har inviteret os til at blive der så længe vi har lyst og det viser sig han har et (efter telt-standarder) stort hus (2 rum) med bad, internet, køleskab, machete osv. Samt en kæmpe sejlbåd for enden af molen lige uden for døren.

 

 Hurra - vildsvin

Vi ender med at opholde os hos Mark i 2 uger hvor vi bare slapper heeeeelt af. 'Fuck dig i har sku da lige slappet af i 2 måneder' siger du så. 'Arrr en måneds knoklearbejde uden én dags fri i Rio og siden har vi stort set været på farten og for det meste boet i telt'. Det er noget andet bare at stene, uden sightseeing og med moderne faciliteter som fx en seng og køkken.

 

 

 

I både Suiname og Guyana er de helt vilde med transportfester. Her en fest-bus med dunkende dancehall. På floden sejler i weekenden fest-færger frem og tilbage uden at lægge til på 6-10 timers diskofestture.

 

 

Mark har boet i landet i omkring 5 år, hvor han har bygget en kæmpe 10meter båd fra scratch, alene! Samt et halvt hus, bådbro osv. Nu da båden mangler han lige at sælge alle sine tunge bådbygge-maskiner inden han kan tage af sted. I mellemtiden har han så fundet ud af at der er en del gamle skeletter rundt om i verden der har forhøjet hoved (elungated sculls). Af forskellige grunde varierer disse fra normale kranier, hvorfor han mener at de er fra en Alien race der har grundlagt menneskeracen. Han bruger således hoveddelen af sin tid på at tegne ansigter ud fra elungated sculls han finder på nettet, hvorved han vil modbevise Darwin der siger vi stammer fra aberne. Sammen med en canadier i Peru arbejder han så på at komme ud med budskabet og få taget DNA samles osv osv. Sofus skulle gerne være nær Lima, Peru lige nu og tage billeder af kranierne på nationalmuseet. 

Mark sidder og tegner kranier. 

 

 

Mark, hans båd og hans papagøje, parrot (eller chicken når vi skal freake den ud).

Vi laver pandekager, plukker kokosnødder, spiser frugt, jeg laver min Brasilien-blog, bruger chancen til at lægge mig syg 3-4 dage og mig og sofus bruger 3 dage på at geninstallere min computer så den virker ligeså godt som før vi geninstallerede den (dum som jeg er tænker jeg at det har sofus da styr på han er jo computeruddannet og det ingen tid tager). 

Familien bliver holdt ved lige på skype

Og mig og chicken taler om livet og den slags.

 

 

Guldgravning = Kasinoer + stripklubber. Suriname er ligesom Guyanaerne fuld af guld og folk opholder sig ofte i junglen og skovler en masse guld sammen. Og hvad vil nyrige guldgravere have? Et sted at bruge alle deres penge, og da det er for besværligt at bygge et luxusland og de fleste rige nok bare gerne vil væk derfra har man satset på Casinoer og stripklubber(/bordeller) i bunkevis. Så der er kæmpe moderne kasinoer midt i den ellers ret støvet-afrika-ramte hovedstad.

 

En dag tager en nordmand os med i byen. Alko, alko, alko og så på stripklub, og nej det er ikke et kønt syn når unge kvinder prøver at trække penge ud af klamme guldgravere i noget der mest af alt ligner et koldt og flisebelagt, halvtomt hostpital med bar og stole. Ja, jeg må ligefrem forlade etablisementet da en lille, fed asiat sprøjter champagne ud over en stripper, som kvittere med at smide resten af tøjet. Ren hygge. Jeg er nok lidt for vestlig, fin, akademisk og feministisk til den slags. Men en oplevelse er man da rigere.

 

 

 

Ca alle huse i de 3 lande er bygget af træ. Det er for det meste villaer der er Individuelt designede med balkoner og udsmykninger.  Megafedt. Og giver nok et lidt forfejlet indtryk af dem som relativt velhavende mennesker

 

 

Ekspiditioner. Vi tager på ekspedition til Amsterdam, men finder desværre ingen coffeeshops. Æv. En anden dag tager vi indlands til en kæmpe kunstig sø midt i landet og bor i telt. Men som de to andre lande er turismen og den offentlige transport ikke særligt udviklet og hvis man ikke har en bil eller penge til et turistbureau er mulighederne meget begrænsede for rigtigt at komme omkring. Og det er dyrt at rejse i landet.'

 

 

 

 

 

 

 

 

Livet hos Mark er går dog ikke kun med at drive den af. En træbåd kræver en del pleje og det er meget rart at lave noget fysisk arbejde der giver mening. Så vi pudser, maler og sliber lidt på båden. Men det meste tid bruger vi dog på tidevandet. Stedet ligger som sagt ud til en stor flod og tidevandet stiger og falder op til 2½ meter 2 gange dagligt. Floden kommer sydfra hvor regnskovens træer og grene bliver taget af strømmen, tillige med drivtømmer og alskens affald som de g-ode Surinamere kaster i floden. Og da vi bor ved en krumning vikler det sig ind i molen og ridster bådens underside. Plus at det ser ud ad h..... til når alt fra china-boxes til køleskabe ligger og flyder rundt i den ellers idyliske flod. 

Som oftest er det store træer på op mod 15 meter der sætter sig og samler alt andet der kommer drivende. Og på bedste film-maner kan man så vade ud på træstammen og prøve at rage ting løs eller save og hakke det væk. Man skal dog passe lidt på da der rent faktisk kan gemme sig Caymans (krokodiller) i de klynger af siv-vand-planter der ligger sig sammen med affaldet.

  Så skal der hakkes drivtømmer. Klart fedt at lege med machete.

 

 

Og maden er elendig! Og det til trods for at landet er fyld med indere og Kinesere. De fine franske manere vi oplevede i Guyane er blevet der og selvom der er lidt indisk i de mange Roti-shops, og man får lov til at spise med hænderne, er det på ingen måde imponerende. Skuffelsen er stor.

 

 

 Det er simpelthen umuligt at tage det sprog seriøst. Her er nedgravet en pipeline. Og en gang imellem bliver man mødt af et 'god eftermiddag' hvilket gør en lidt paf når det er det eneste man forstår.

 

 En skønne dag er det tid til nye oplevelser og lykkeds det os at tage os sammen og drage mod Guyana.

 

 

 

GUYANA:

Fakta:

Sprog: Engelsk med stærk caribisk eccent og pidgen taki taki whatever.

Indbyggere: 750.000

Størrelse: 5 x Dronning Magrethes eget kongedømme.

Etniciteter: 43% indere, 30% Afrikanere, en masse mixede og 9 % Indianere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstoppede krokodiller på markedet. Vist ikke engang ulovlige. Der er ret mange af dem. Og de gør honør. Vi køber den foreste til Brormand kasper. Desværre bliver den væk ved grænsen så alt hva han får er et foto.

 

 

Det umiddelbare første indtryk af Guyana er ret positivt. For de første taler de engelsk hvilket er en klar forbedring ift det Brasilianske og især hollandske. Desuden virker det betydeligt mere indisk inspireret med diverse gudespecifikke hindutempler og grise og køer på gaderne og vi spiser ligefrem en anstændig indisk roti på vejen. Det holder dog ikke rigtigt og da vi kommer til hovedstaden Georgetown er det ikke specielt hygge-indisk men endnu mere kaos end Suriname.

De bruger Guyana Dollars i Guyana. Megafedt at gå rundt med 100.000 dollars på sig.

 

 

Jonsetown-massakren er syret nok en af de ting Guyana er mest kendt for. Kort fortalt var det en kristen amerikansk kirke-kult der i slut 1970erne valgte at bosætte sig pænt langt ude i Guyanas ingenting-jungle og lave et mini-landbrugs-paradis. Det gik så udmærket indtil det kommer frem at det ikke var sååå let at forlade kulten. En Amerikansk senator kommer på besøg og ser lidt for meget. Hvad gør man så? Jo man skyder ham da selvfølgelig sammen med dele af hans journalistfølge. UPS. Hva så? Jo, jeg har det siger kult-leder Jim Jones: Selvmord! Han har altid gerne ville det (true) og har da også en masse syanid-gift liggende som følgerne (som oftest) velvilligt gufler i sig. Resultatet er over 900 døde (ca 15 til stede overlever) og en plads i historien. 'Guds veje er uransagelige' – jeg holder mig til ateismen. -Der er flere gode dokumentarfilm om det.

Okay. Det går lige op for mig at det er løgn. Guyana er jo kendt for Eddie Grant. - mon ikke de kan leve på det et par årtier endnu?!

 

 

 

Gay Couchsurfing. Det er rent faktisk lykkeds at få kontakt til en af de 4 couchsurfers der stiller en seng eller noget til rådighed i Georgetown. Jeg har skrevet alle dem uden rigtigt at kigge på deres profil og da jeg får et positivt svar tilbage fra den sidste jeg skrev til tjekker jeg lige hans profil igen. Det viser sig at han er medlem af Gay-couchsurfers, er til musicals og tøsefilm og hans, efter eget udsagn, største/vildeste oplevelse var at spille strip-sæt-dine-hænder-og-fødder-på-farve-pletter-på-et-tæppe hvor han tågede nøgen rundt. Så jeg er en anelse skeptisk da vi tager til hans hus (og hostels er vandvittigt dyre). Han viser sig dog at være helt normal og flink og det er fedt at bo hos en der faktisk er fra landet. Han er vanen tro ½ kineser, 1/4 inder og 1/4 indianer.

Vi crasher Alistair 2 dage.  Fin fætter  og vi får nogle gode tips om hvor at tage hen.

 

 

At jagte vandfald er nok vores absolutte hovedbeskæftigelse i Guyana. Det hedder Kaiteur og ligger midt ude i junglen. Men kigger man på et kort skulle det være muligt at komme dertil. Vi snakker med et rejsebureau som vil flyve os derud og tilbage for $US200/person, men det virker ret vildt og dyrt at flyve dertil, hænge ud i to timer og drøne tilbage, desuden ville det bryde min (næsten) ikkeflyvepagt.

Fattigdom er der en del af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   Gas'n'Go - Gayoil - World champion Libricants. Priceless

 

 

 

 

 

 

 

Vores kort over landet er en udskrevet side af et lonely planet-kort og hver gang vi ser et nyt kort lægger byer og veje helt forskelligt.Vejene er ofte ikke tegnet ind, floderne bugter sig forkert og en by kan ligge 100 km i en retning og på den forkerte side af en flod uden en bro over. Samme gælder google maps. Og mon ikke vi også er dårlige til at spørge og planlægge? Vi tager mod nordvestkysten på jagt efter sjove bynavne, havner i et indisk globryllup kigger på vores A4side kort og beslutter at tage færgen 6 timer til Bartica hvorfra der er en vej op mod byen Mardhia og derfra mod vandfaldet.

 

Men da vi når til Bartica viser det sig at ingen biler busser kører den vej, selvom de rent faktisk havde gjort det for en uge siden da der var en større konflikt der spærrede for byen Lyndon. Vi gir ikke op og prøver at finde fragtbåde op ad floden såvel som lastbiler. Men alle som en siger de at det er uladsiggøreligt, vejen er for dårlig – og vi skal senere finde ud af at de virkelig må have ment det, for hovedvejen gennem landet er ekstremt dårlig.

 

 

 

Æv, skidt, men heldigvis er vi faktisk havnet i en guldgraverby. Og lige midt i deres årlige Porknocker-fest (porkNockers = dem der tager ind i junglen og udvinder ting) hvilket jo er drønspændende. Det er det bare ikke. De drikker øl og hører caribisk musik og står og hænger og leger med 4hjulstrækkere. Der bliver delt reklamer og lidt mad ud og nogle firmaer prøver at sælge lidt minehalløj og der bliver advaret om hvordan man undgår malaria. Altså en rigtig jydsk folkefest midt i amazonas røvhul.

 

 

Desuden er alt megadyrt ligeså snart man når et stykke ind i landet. Benzinpriserne stiger til 5xKystprisen og mad osv stiger også, hhv pga guld/diamant-gravernes penge og manglen på infrastruktur. Og landet er altså ikke helt billigt i forvejen. Vi finder verdens værste hotel og bliver ædt af malariamyg en mas mens byen fester på værste caribisk vis. Ja – caribisk vis.

 

 

Utroligt glade mennesker - taget i betragtning af at de er på en fange-transport-båd...

 

 

Mine Caribiske traumer bludser nemlig op fra min studietid i Cuba hvor caribere fra de andre øer studerede på vores universitet og hang ud med os. Jeg kan fortælle i dage om det men skal prøve at lade være. De bryder sig mest om at høre mega-ringe inkompetent samplet og voice-boxed dance Hall-musik mens de drikker øl på den smarte (og ufede) måde. Især fordi der er en ekstrem selvcentrering i hele miljøet. Alt sensualitet fra Latinamerika er pistvæk. Tilbage er smarte lækre mig, min krop og røvdans. Det handler om fuck, fuck, fuck, intrigere og sangene har tekster som ”It's a Pity you already have a wife, And me don' have a man inna me life” og ”Oh Lord, don't let me cheat on my girlfriend, but Lord if you can't stop me from cheating, just don't let me get caught … Said i hope i don't get caught”. Desuden er de fuldstændigt besatte af et moderkompleks og der er meget andet galt.

 

 

 

Bild: Men jeg kan ikke komme udenom at accenten er bonus, samt deres reggaermusik og chiller reggae-stil.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til vandfaldet. Vi gør flere forsøg på at nå op til vandfaldet, men uden held. Vejene er simpelthen lagt parallelt med hinanden fra Nord til Syd uden at man kan krydse over. Regnskov og floder. Og priserne er heller ikke for børn, trist men hva faen.

 

 

 

Regnskoven spiser alt. Så overalt kan man se overgroede biler, maskiner, både og huse.

 

 

 

Sjove byer. Vi stikker næse nordpå mod den vestlige kyst hvor byerne har navne som SuperNam, Regina (som de udtaler med V så jeg seriøst tror at en taxachauffør prøver at sælge mig en ludder), Adventure og Charity. Vejen ender ved en flod i Charity hvorfra der ifølge rygterne går en båd til Venezuela. Til vores ekstreme overraskelse (for alle påstår man kan alt når man spørger) er det rigtigt. Desværre koster det en tudse og værre endnu backtracker alle – dvs rejser ulovligt, så det er ikke sikkert vi kan få stempler.

 

 

 

Charity. Men det er held i uheld. For da vi skal finde et sted til vores telt render vi ind i en indisk families hus. De har meget overraskende haft udlandske gæster før. Men det er også vejens ende mod nordvest så de få der prøver lykken må jo ende her. Vi slår teltet op i deres have og bliver fodret og vi bor hos dem et par dage. Det er turbofedt at høre vores indiske venner tale med totalt (og til tider uforståelig) caribisk engelsk (med en snært af hindi). Med ord som 'y'all' for you og 'me' for I/me/my. 'me goin daer nau'

 

 

Familien vi bor hos. Sofus lærer dem at macromate, dvs flette smykker. Deres kæmpehave er fyldt med alt fra bananer og kokosnødder, til advokadoer.

 

Megafedt og syret sted. Ugen før fangede de en cayman-krokodille i baghaven som de slog ihjel med en machete fordi den ville æde deres høns, og mandens ene finger er ødelagt efter en piratfisk næsten bed den af. Den lokale tv-station er ufatteligt lokal og opremser de nyligt afdøde (en teknologisk milepæl ift tidligere hvor de råbte navnene op fra både på floden). Man orientere sig i det hele taget ift floden og det helt hotte er et evt mord af en mand som druknede på vej hjem fra et bryllup – men hans båd var urørt så mystisk mystisk.

Alt foregår ad flodvejen. Fandt en ret syret prisliste over hvad ting koster at tage med på færgen. Alt fra forskellige dyr til hhv voksen- og børnelig! (kategori 2 og 3 fra højre).

 

Vi ser cowboyfilm fra 50erne, hører hippiemusik og indiske slagere, og får faktisk rigtig god mad. Der er hele tiden besøg fra folk fra floden, og flere af familiens medlemmer har en guldgraverkarriere bag sig i Guyana, Suriname og Venezuela, men pumperne til at filtrere guldet fra vandet ligge nu ubrugte i baghaven.

 

 

 Det går op for mig at jeg vist næsten kun har taget billeder af moskeerne. Men det hele ligner faktisk hinanden og der er fine og farvestrålende templer og kirker overalt i forskellige størrelser i både Guyana og Suriname.

 

 

Nabolandet er syyyygt farligt er en rejseklassiker og også her. I Brasilien var Fransk Guyana mega farligt, og da vi nåede dertil var det vildt farligt at rejse i Suriname, til gengæld skulle det være noget nærd selvmord at rejse i Guyana – ja en bekendt af en bekendt måtte ligefrem flygte pga han følte sig truet af racisme mod sin hvidhed der. Og de gode indere i Charity fortæller livligt om Venezuela som de faktisk holder sig fra af sikkerhedsmæssige hensyn.

 

Det er nu heller ikke helt forkert og Guyana har ændret sig markant siden en uber-drug-lord blev taget for 5 år siden. Ikke desto mindre er det kun i Brasilien vi har snakket med turister der faktisk blev truet på livet. Men en sjov tendens at dæmoniserer sin nabo, og kan også huske den fra Ny Guinea hvor nabostammen altid var kannibaler.

 

 

 

Tiden rinder ud. Sofus skal mod Peru og jeg mod USA. Vi tager tilbage til Georgetown og bussen den eneste legale vej ud af landet udover Suriname. 20 timer bliver det til sydpå gennem regnskov i en bustur der er Indiana Jones værdi. Vejen er blandet ler, jord og ingenting og vi må ud og skubbe bilen fri 3 gange. Vi kører 3 minibusser i kortege, der er regnskov overalt. Vi stopper i løbet af natten ind på nogle ryddede områder med en tankstation og en bar samt en brummende generator til at holde det hele kørerne – og udover det er der kun mørke, stilhed og regnskov. Senere når vi ud i Savaneområder, ser eksotiske fugle og indianere på vej på jagt med bue og pil inden vi til sidst havner ved grænsen til Brasilien.

 

Verdens vildeste tur i minibus. Vi vågner seriøst på et tidspunkt ved at bilen er ved at vælte så alle må læne sig til den modsatte side for at det ikke sker.

 

I det store og hele har Guyanaerne været en ret underlig og eventyragtig oplevelse. Men svært at rejse der uden at bruge rejsebureauer og have røven fuld af penge. Det er ligesomom landene selv er klar over at de bare er en parentes i Sydamerika som ingen rigtig lægger mærke til. De orienterer sig da også ofte mod Caribien i stedet for Sydamerika. En ret stor forskel også at man faktisk – og med rette – bliver bedømt på sin fine hvide hud. Man er lige en stor tand hvidere og det er lig med flere penge end de andre da man enten er x-kollonialist-familie, udstationeret eller turist. I Sydamerika er der relativt mange hvide så de tror ofte man er lokal. Men Guyana og Suriname blev også først selvstændige i 70erne så helt er kolonialismen nok ikke rystet af dem.

 

 

BRAZIL:

Da vi Real-løse når over grænsen til Brazil og en gammel mand giver os en tyver til lidt mad, til trods for at jeg siger vi kan klare os, kan man ikke hjælpe at føle sig lidt hjemme i velkendte trygge og civiliserede omgivelser.

 

En kæmpe-liguan nyder en Braziliansk skaldespandsæder. Uanset hvor meget vi fortæller den at vi altså spiser dens slags er den ligeglad. 

 

Ayahuasca. Den må jeg hellere lige slå en – lidt kedelig, krølle på. Da Sofus jo skal mod Peru i syd og jeg mod USA i nord går vi på jagt efter den euroforiserende plante i Boa Vista, Brazil. Vi finder hurtigt kontakt til kirken 'Uniao de Vegetao' (Grøntsagsunionen, som i Ayahuasca kommer fra et træ) og de har faktisk et ritual. Efter lange uforståeliige telefonsamtaler med kurken på stærkt Amazonas-accent Portugisisk finder vi frem til at ritualet desværre kun er for øvede brugere. Æv. Men vi giver ikke op og tager til Kirken, hvor vi med stærke (og ofte oprigtige) argumnenter som 'selvindsigt, dyb og spirituel oplevelse, nyt verdenssyn osv osv' prøver at krejle os til at deltage. Det ender faktisk med at de meget forstående mennesker ringer til hovedkontoret som desværre afviser – det er ulovligt for udlændinge at deltage.Æv, æv, æv – de er vist mere frie med det længere inde i Amazonas men det må blive en anden gang.

 

Uniao Do Vegetal. Ayahuasca - kirke.

 

 

Det var alt for den 25øre (faktisk pænt meget for så lidt). Jeg vender skrækkeligt tilbage med røverhistorier fra Anarkistiske Venezuela og pæne Colombia, samt forhåbentligt en masse Mellemamerikanske lande jeg har sat mig for at krydse på rekordtid for at nå til USA. Bus nordpå mod Panama om en time og derfra af obskure sejlruter. Hyg sig fantastisk.

 

 

Når man krydser en af Guyanas mange floder dybt inde i Junglen til sådan en solopgang får man egentligt bare lyst til at blive der for evigt.

 

 

Og til sidst et knapt så vist ord: Når jeg sidder og zen'er den på en bjergtop eller en forladt palmestrand hvor eneste andet liv er skildpaddernes stille snorken, Ja da tænker jeg i mit stille sind om Guyanaerne overhovedet eksisterer – nej, det gør det nok ikke....