You are here

Papua New Guinea

(mangler billeder og ordentlig opsætning men nu ligger den der...)

I 2002 tog jeg 3 måneder til Papua New Guinea's (over Australien) hvor jeg havde lokale kontakter.

Herunder turens rejseoplevelser (i brevform fra Hong Kong - inden hjemrejse til Danmark).

  

 

Rejseoplevelser Papua New Guinea

Og hvorfor så Papua New Guinea? Jo, jeg havde denne her diskussion hvor en eller anden sagde at vandet i lokummet flød den modsatte vej på den sydlige halvkugle. Jeg besluttede mig derfor at tjekke det ud. Så jeg tog til Papua New Guinea, hvor de eneste folk jeg kender på den sydlige halvkugle bor. Jeg fandt ud af at min fordrukne ven var fuld af løgn, for vandet flyder ikke den modsatte vej det ryger bare ned og det er det, men her er så min fortælling om hvad der skete på min tur til kannibalernes land...

Jeg skal på forhånd advare mod manglende selvcensur hvor det er tiltrængt og at jeg ikke opfinde oplevelser for at gøre det hele mere interessant (bortset fra historien om elefanten og cyklen det er det pure opspind). Jeg skal også lige på forhånd undskylde overfor stærkt kristne personer for mit sprog og min mistro på at der sidder en fætter i himlen og puster så vinden blæser og tisser når det regner.

Nå det var rejsen vi kom fra:

Jeg kom hjem fra 6 måneder i Mexico og Guatemala og 2 mdr. i Frankrig og Holland. Arbejdede som et svin og fik i januar skrabet penge nok sammen til at betale horrible 18.500,- for flybillet og forsikring til Papua New Guinea. Jeg måtte få mig en kassekredit til mit forbrug i udlandet, men jeg VILLE tjekke den vandretning ud. Og jeg regnede i det skjulte med at et passagerfly ville ramme bikuben i Odense og alt bankinfo ville gå tabt (der tog jeg fejl).

Jeg tager af sted den 17/1 fra Danmark gennem Hong Kong til Brisbane i Australien, hvor jeg pga. et mildest talt elendigt flyveskema må overnatte. Det er dog ret ok for det giver mig et førstehåndsindtryk af Australiens ølmærker og mine første Australske tømmermænd nogensinde (nej de kan ikke anbefales). Allerede i flyet til Australien møder jeg mit første missionær-par fra Schweiz som har sæderne ved siden af mig (tilfælde?, skæbnen?). De siger de allerede har brugt 18 år i Papua New Guinea (PNG) og efter et break i civiliserede Europa er de nu er på vej tilbage for at bruge de næste 8 år(!) på at avle flere hvide missionærunger og overfører deres Gudssyn til et par uskyldige stammer mere. De spørger mig om jeg har fundet Jesus, men flyveturen er heldigvis kort og jeg slipper uden større mén.

Næste dag flyver jeg til PNG’s hovedstad Port Moresby og derfra går en flyver til højlandsbyen Mount Hagen (der eksisterer ingen vej).

Historietime om Papua New Guinea (PNG):

Folk i PNG er negre (af den mørk chokoladebrune type) med store næser og bare fødder. Før den hvide mand kom til højlandet (i 1954!) var folk 100 procent opdelt i små stammer og brugte alt deres tid på at lave stammekrige og gå ud i Bushen (regnskoven) og lave haver. Der er langt over 700 forskellige sprog i landet så folk var totalt isolerede i stammer af nogle 1000 folk. I de fleste stammer endte verdenen ved det næste bjerg eller ved en stor skov nogle kilometer væk. Metal var ikke eksisterende og noget af det mest værdifulde var skaller og konkylier. Disse blev handlet mellem stammerne langs kysten og stammerne længere inde i landet. Og generation efter generation blev de uforklarlige sø-skaller transporteret længere og længere ind i landet. Så kom den hvide mand og med ham kom der i 70erne en forbandet masse missionærer som faktisk fik stoppet de fleste stammekrige med Guds ord og en masse gaver (bl.a. macheter og salt) - og lidt efter lidt blev alle stammerne kristne. Fra kysten kom også PNG’s Pidgin-engelsk, Tok Pisin, som den dag i dag tales af ALLE da de jo ellers kun kan kommunikere med deres nærmeste naboer pga. sprog- barriererne.

Selv om landet nu er blevet "civiliseret" ejer folk stadig deres egne bush-arealer og de fleste (ca. 95 procent) er helt uden for systemet og bygger deres egne huse af bush-materialer og æder deres egen mad fra haverne i bushen.

Nogle gange får de så lidt penge af venner og bruger dem på søm eller ris. Efter at alle stammerne sluttede fred er de fleste mænd blevet ret dovne og de lader konen/konerne gå i marken og passe børn og alting, mens de slapper den totalt hele dagen eller bygger hus.

PNG’s veje

Da jeg ankommer i Mount Hagen bliver jeg taget imod af 5 barfodede folk som kører mig til en lille landsby ca. 100km derfra. Mit første møde med PNG’s biler og veje siger alt om landet... Jeg kører på en af landets bedste veje (med rigtig asfalt) og selv der er der potholes overalt på størrelse med søer og op til 30 cm dybe så bilen må køre slalom for ikke at ryge i dem. De fleste veje er dog langt værre med helt eller delvist manglende veje-arealer (hvor halvdelen kan være forsvundet ned af en bjergside eller 10 meter af vejen simpelthen er sunket 1/2 meter ned i jorden). Man må generelt forberede sig på minimum 1 punktering eller reparering uanset hvor man skal hen. Fra hovedstaden og de fleste hovedbyer går der overhovedet ingen veje så man må enten flyve eller gå gennem junglen i ugevis.

Hele vejen dertil hører jeg folk langs vejen råbe "whiteman" og jeg må vinke til min hånd faldt af. Da vi kom til landsbyen bliver bilen omringet af folk som vil se den hvide mand og nogle unger begynder at græde da de ser mig. 

Jeg bliver indkvarteret i et Guesthouse som har tilhørt en ibeloversætter som efter 15 år havde oversat biblen til det lokale sprog og var taget tilbage til USA. Huset har vand, sol-drevet elektrisk lys og toilet (men det lykkedes mig at smadre samtlige ting mens jeg bor der).

Jeg bruger de næste par uger i landsbyen med at rende rundt og kigge samt gå i skoven og plukke kæmpe Pandanus-nødder. Ellers hænger jeg bare rundt i markedet og snakker med folk. Derudover går jeg regelmæssigt til de begravelser som gennem hele turen forfølger mig. Men det er nu også ’skægt’ nok med det vilde grædekor og noget a'la de gamle indianeres "ugh ugh"-stammedans rundt om kisten med våben og krigsmaling, og så hører der sig også en ordentlig gang mad til en begravelse med et slagtet svin eller to. Om søndagen må jeg selvfølgelig i kirke med hele landsbyen. Ellers bruger vi tid på at gå i cirkus hvor der er en elefant der kunne cykle på en ethjulet cykel.

Lidt om sproget

Jeg har medbragt en ’tok-pisin’ ordbog og lærer faktisk en hel del af fælles-sproget i de 3 mdr. jeg er der (så nu har jeg glemt det spanske). Tok-pisin må helt klart være et af verdens fedeste (og letteste) sprog. Det er lidt ligesom engelsk, men med en masse andre ord fra spansk og tysk og forskellige stammesprog og stort set ingen grammatik. Mange engelske ord har gennem tiden fået anden betydning og det er ret uforståeligt hvis man ikke kender lidt til det. Selvom jeg lærer at tale sproget lærer føler jeg mig altid underligt tilpas når jeg i kirken blev spurgt: ’yu waswas Pinis’ = ’har du været i bad’. Og jeg svarer heller ikke lige med det samme når de siger ’mi go kisim pusi’ = ’jeg tager katten’. Men alt i alt vænnede jeg mig til det hele og lærte gode ord som ’spak-bruse’ = ’hash’ (hvilket jeg dog ikke røg) og ’yumi go long nambis na wip’ som jeg ikke vil oversætte og det uundgåelige ’givim mi tripela bia’ = ’stik mig tre bajer’.

 

Ved Lake Kutubu

En dag tager jeg min gode ven Moses med til Lake Kutubu, hvor vi skal have turistet et oliefelt, men det viser sig at ikke en gang min hvide hud kunne hjælpe os igennem sikkerhedssystemerne og vi ender med at bruge 4 dage på at bade i søen og slappe den helt overdrevet. Til alt held er der en lille indhegning ved "hotellet" hvor vi bor med nogle cassowary unger (en slags emuer). De går mig til låret og mens man jager dem rundt i buret siger de præcis ligesom badeboldsventiler hiiiiiiiii uuuuuuuuuuhh når de flygter til alle sider.

 

PNG-Danmark og gæstfrihed

5 år før min rejse tog 10 mænd og kvinder fra PNG gennem "PNG-DK-democracyfoundation" til Danmark for at gå på skole og lære om vores samfund. To af dem boede hos mig og mine forældre i 14 dage. De folk jeg besøger i PNG er hovedsageligt folk fra samme organisation. Men ellers er det så heldigt at alle man kender i PNG har en familie på 3-400 som igen har venner. Så hvis jeg skal et sted hen spørger jeg bare en tilfældig om de har familie der og så tager jeg ud til dem og udnyttede deres gæstfrihed på det groveste.

 

Madang og macheter

Da jeg vender tilbage til højlandet fra Lake Kutubu tager jeg op og besøger en af de folk, Jonathan, som boede hos os 5 år forinden og efter 6 dages gengældsmad og regnskovsture (og begravelser) tager jeg med en ven, Max, med til kystbyen Madang som efter signet er ’namba wan’ turistby i landet og hvor han har familie. Vi kommer til hans (langt ude) families bageri kl. lort om aftenen hvor vi straks møder højlandets landskendte aggressivitet: det udspiller sig da vi spørger en af hans cussins som arbejder der om vi kan sove hos ham og hans brors sted. Det siger han ja til og han går hen efter nøglen hos broderen. Broderen synes imidlertid at det er for usselt bolig for en hvid som mig og nægter at give nøglen til ham hvilket resulterede i at han slår ham i hovedet. Det vil nr. 2 ikke finde sig i så han smækker sæføli en stor sten i ægget på nr. 1, som igen tager en machete og prøvede at hakke nr. 2 i stykker, hvilket dog ikke lykkedes da han bliver holdt tilbage. Det ender så med at han i stedet hugger ALLE hans ting og tøj i småstykker og vi kommer til at sove i et langt mere kummerligt værelse end de først havde tilbudt os.

Typisk logik for Papua New Guineanere.

Nå men til kysten og turistbyen kommer vi da og der er varmt og mange malariamyg. Dem klarer jeg med piller. Men hverken Max, ham vi boer hos eller i Moses som jeg havde med til Kutubu-søen er ligeså heldige. De ryger hver især ned med malaria og flere ugers lidelser). Jeg når aldrig at møde en eneste turist i de 3 uger jeg er i landets største turistby, Madang – dog lige med undtagelse af et par rige golfturister, med deres klamme tøj og arrogante stil og efter at være blevet skudt ned af en golfbold på vej over en bane konstaterer jeg ud af at jeg har det langt bedre med mine PNG-venner.

 

Manam island

Vi tager videre til Manam Island som er en lille paradisisk vulkanø hvor Max' onkels kones onkel kommer fra. Det beslutter vi os for at udnytte det, og det viser sig at være det hele værd. Der er omkring 9000 indbyggere og man kan gå omkring øen på en dag. På båden dertil kan man se delfinder og flyvefisk i massevis. Og livet bliver levet som det burde leves overalt: når man er sulten går man ud og finder sig nogle kokosnødder, bananer eller hvilken som helst eksotisk frugt man nu lige er i humør til. Der er feasts med svin og kyllinger mm flere gange om ugen, og om natten tager folk ud i deres kanoer med en gaslampe og spidder fisk og de kommer tilbage med 100vis på gode dage. Og så er konerne på øen traditionen tro ’gratis’, hvor de alle andre steder i landet koster op mod 50.000kr i brudepris som betales i svin og penge. De kræver ingen penge for vores ophold der (men vi giver dem lidt skejser alligevel og nogle gaver) og det er nogle af de 6 mest afslappende dage i mit liv. Man kan også købe øl der og de brygger Java (hjemmesprut). Alt på øen er meget roligt og selv efter at en lille pige en dag var blevet taget af en regn-"flood" og dør slutter tuderiet og begravelsen 3 timer efter hvor en kiste bliver lavet ud af en kano de cutter i 2 og smækker sammen (i højlandet varer begravelserne flere uger).

En dag vandrer vi rundt om øen for at se nogle gamle lavastrømme. Vi ser dem, men må finde os i de 20 nøgne unger (nøgenhed er i det hele taget en dyd på hele øen, for unge som gamle) der løber efter os og råber "father father" til mig. Grunden er selvfølgelig at de på ingen måde kam forestille sig en hvid mand som ikke er missionær. Det er jeg dog så vandt til at det ikke rører mig, og på min tur bliver jeg bl.a. kaldt: whiteman, masta, mister, father, boss, missinari, brata og "Kondol Tamgiki" (Kondol betyder på Imbongu-sproget "Rød" hvilket er den hudfarve de synes vi har, og Tamgiki er stammenavnet, altså et slags med-i-stammen-navn).

 

Alkohol og Buai

Gennerelt drikker jeg ikke så meget alkohol i PNG. For det første er det alt for dyrt (ca. 10kr/øl, og jeg skal købe til alle mine meddrankere for jeg er den eneste der har penge) og for det andet er det svært at finde drikkelse, så først til sidst møder jeg en der altid er klar på en brandert og minus-kristen nok til at være ligeglad.

 

Som substitute for øl tygger jeg i stedet det lokale "afhængighedsmiddel" ’Buai’ (på engelsk Betelnut). Det er en lille frugt man tygger og blander med noget vidt pulver og en lille pind inde i sin mund, hvorefter det bliver totaltrødt. Den næste halve time spytter man store røde klatter mens man tykker og føler varmen og den opkvikkende effekt det har. Man bliver også tumelumsk i ægget og jeg så til tider sløret i 10mins tid efter, hvilket dog ikke er specielt behageligt. Men det er bedre end ingenting og de lokale bliver ret glade og overvenlige når de for første gang i deres liv ser en hvid følge deres skik og tygge lortet. Udover det er der Java som er hjemmebrygget banansprut eller kokosnød-ellerandrefrugter-sprut, men jeg drikker det kun et par gange på turen og det er virkeligt stærkt (60-70procent vil jeg tro).

 

Gospel på PNG’sk

Efter ø-turen tager vi tilbage til Madang hvor jeg efter flere ugers søndags-fravær fra kirke bliver gode venner med bageriets naboer som viser sig at være overreligiøse. Jeg tager med dem i kirke som er ondt gospel med elektriske keyboards, trommer og bas og sang i massevis og folk der udbryder Aaaaimen og Haleluja i tide og utide. Flere begynder at stortude og nogle falder på knæ og en gik så langt som at ligge sig på maven foran alteret og lave englevinger i sandet, mens han i en slags trancelignende tilstand halvhulkende takkede Jesus og Gud for alle mulige (og umulige) ting. Musikken er genial med musikere som lægger stemning til alt hvad enten det er præstens taler eller de lidt spredte "AMENner". Det er ret langt ude og ret fedt (trods hysteriet) hvis ikke præsterne havde fyret den værste gang lort af om hvordan folk ikke sku rende rundt og være nøgne og i øvrigt skulle smide alle ikke-kristne bånd og ting såsom Bob Marley t-shirts ud.

 

Jeg anede ikke helt at de var så fanatiske og de regner seriøst med at Jesus dropper ind en af dagene for at redde og gøre ved. Men ved nærmere eftertanke skulle jeg måske have anet uråd. For jeg har flere gange måtte flygte fra nabogrunden når jeg har set mit snit til det, fordi sønnen med forfærdeligt hæs stemme og endnu værre "lommeguitar" er begyndt at skråle sit 3-sangs Jesus-repertoire igennem igen og igen og igen...

 

Da Max tager hjem til familien, efter 3 ugers fravær fra kone og 7 børn (hvilket dog er helt normalt), tager jeg alene til en lille ø med et billigt guesthouse hvor jeg læser bøger slapper den og dykkede en smule rundt og glor på fisk. Det er ret ok og jeg nyder at være væk fra alle de folk og venner som konstant og hele tiden har været rundt om mig og er notorisk bange for at jeg nu ikke lige præcis har det perfekt eller keder mig... Jeg er selvfølgelig også til begravelse på den lille ø.

 

En prøve på at missionere mig

På vejen tilbage til højlandet stopper jeg en sen aften ind på et lille Lutheransk guesthouse i højlandsbyen Goroka (de kristne hoteller er for det meste billige). Der møder jeg en amerikansk missionær som straks kaster sin (og Jesus') kærlighed over mig. Jeg nænner ikke at sige ham ret meget imod da han er en ældgammel tusse, så jeg lader ham følge sin konversions-angrebsstrategi:

Han kommer hen til mig og snakker normalt med mig et stykke tid. Så kommer han pludselig i tanke om en ven han havde i Australien som minder utroligt meget om mig, og som han havde talt med og bedt for, hvorefter Jesus havde talt til ham så vennen var blevet missionær. Vi taler og han finder ud af at jeg drikker alkohol. Jeg fortæller ham mildt (han har måske dårligt hjerte) at jeg ikke er sååå kristen, men at Jesus da havde nogle skægge ideer. Jeg går, efter hans livshistorie om hvordan han har syndet og været fuld hele 3 gange men så har fundet Jesus, op og ser fjernsyn. Men da jeg senere går nedenunder med noget, kommer han ud fra sit rum, hvor han fortæller mig at han har bedt for mig og at Jesus himself lige nu sidder og kigger på mig og at han kan se at jeg er klar til en "omvending". Han spørger om min fødselsdag og han er totalt overbevist om at d. 12 marts vil være en perfekt NY fødselsdag for mig, hvis jeg da vil lade ham re-babtise mig. Jeg siger NEJ tak da jeg syns at det er alt for dårligt at Jesus når han nu har mig i kikkerten ikke sender solstråler mm og selv prøver at overbevise mig (jeg støtter generelt ikke dovne guder). Nå men han vil så bede med mig hvilket jeg afslår men siger at han da kan bede FOR mig, (da jeg er blevet ret nysgerrig på det hele). Så holder han min hånd superhårdt, lukkede øjnene og begynder at ryste mens han hulkende beder Jesus om han ikke lige kan overbevise mig, for jeg er en synder og ved ikke hvad der er bedst for mig selv (han halvtuder faktisk hele lortet igennem). Til sidst siger jeg hurra, men at Jesus altså selv må komme forbi samme nat hvis jeg skal omvendes yderligere, hvilket den kære missionær dog ikke virker så sikker på, men han lader som om... Da jeg kommer op på hotelværelset skriver jeg så en helvedes masse bandeord i min skrivebogting (lige for at være sikker på jeg stadig er mig selv, man ved aldrig).

 

Og SÅ sker det: Da jeg står op næste morgen er jeg for første gang i 7 år (!) blevet syg... ikke slemt men sådan lidt feber og dårlig appetit. Det skal dog nævnes at jeg er kommet dertil med shorts og t-shirt og det er skidekoldt i højlandet så måske det også lidt er årsagen. Meeeen alligevel det er lidt vildt. Den næste dag møder jeg hurtigt min bedste missionærven igen og han giver mig en bolig-adressen på de Swiss mission-folk jeg mødte på vej til Australien og som han har talt med og de (og Jesus) er klar til at modtage mig. Adressen forputter sig dog (i lokummet) så jeg når aldrig at blive HELT overbevist.

 

Nå men det var den historie. Jeg bliver rask nogle dage efter og har bandet siden med stor succes og uden følgesygdomme (Jesus må have en anden i kikkerten nu så han har nok ikke tid til mig).

 

Jonathan

De næste par dage hjælper jeg en bagerven med at bage dansk chokoladekage o.a. Så tager jeg tilbage til alle dem jeg kender i højlandet og fortsatte min besøgsrunde. Jeg tager op til en fætter ved navn Nicolas, som udover at være superflink også er superkristen (nej tænk!) og han præsterer at bede en 10 minutter lang bordbøn inden en sølle kop kaffe. På Pidgin-engelsk fortæller han "bigpela (=gud)" alting om hvor vi er, hvad vi spiser, hvem jeg er og min livshistorie og han takker selvfølgelig for de kopper kaffe Jesus + far har skænket os. Han tager mig også med i kirke hvor han får talt med præsten, så jeg må holde tale for de par 100 som er samlet der. Jeg klarer hans ønske om at takke gud ved at fortælle dem alle at de er særdeles kristne mennesker, hvilket man jo i hvert fald ikke kan fortænke dem i ikke at være. Men det er selvfølgelig kun en lille del af mit ophold der, og han tager mig bl.a. med på bush-vandring med sin lille 7-8 årige søn som fører - for han er den eneste som kender vejen til det vandfald vi skal se en 5-10 km inde i den tætte jungle. Vi overnatter i en lille hytte hvor en gammel mand til tider bor, for at han kan holde øje med alle hans frugthaver, og kan pløkke de dyr ned der kom forbi. Generelt lader de i PNG ungerne løbe alene i skoven i dage i træk, der lever de så af at stjæle fra folks haver og skyde små søde trækænguruer eller andre dyr, de lave bål med bark og pinde og små hytter af grene og palmeblade. Her i DK må børn end ikke krydse vejen før de er omkring de 17).

 

11te september og PNG

Hov jeg må lige huske at bemærke at det eneste modefænomen jeg ser i PNG (udover bølgebliktage) er T-shirts med intet ringere end September 11th episoden, med billede af det andet fly på vej ind i World Trade Centre, og det andet i flammer, og med skriften:

 

’WORLD TRADE CENTER - sept. 11th second plane crashing into WTC’, det er selvfølgelig noget sygt noget at rende rundt med på maven, men et eller andet sted i mit lommefilosofiske jeg, fryder jeg mig alligevel over at den popkultur amerikanerne er så stolte af at være forældre til, endelig har ramt dem selv med fuld styrke. T-shirts’ne er desværre udsolgt i byen men jeg køber mig en taske med samme motiv.

 

Børnehave

Jeg tager jeg op til en landsby hvor venskabsforeningens lokale kontakter har etableret en DK- inspireret børnehave. Da jeg dukker op har den halve landsby arrangeret en modtagelse der er en (nej 2) konger værdige. Alle de 30 børn er klædt i traditionelt tøj, med fjer, ansigtsmaling og våben og der bliver holdt taler og jeg får gaver. Jeg finder senere ud af at de har lavet hele stuntet ugen før, da de gennem deres elendige informationssystem (information fra mund til mund til mund osv) havde fået at vide at jeg kom ugen før.

 

Stammekrige

Tager op til en ven "Iki" (hans navn) i en lille landsby 1 time i bil + 2 timer til fod fra Mindy der er en anden storby med hele 7000 indbyggere). Stammekrigen som har hærget området er på det sidste stoppet og der har ikke været noget mord de sidste par uger, så jeg beslutter at det er OK at tage dertil. Da jeg i hovedbyen mødes med Iki må vi i al hast flygte fra hovedbyen med bus, da panserne tåregasser nogle ’rascals’ som er vilde med at smadre forretninger – og hele landsbyen bliver et stort tårevæddet cirkus. På vejen til Ikis landsby kan vi se de brændte landsbyer og biler og han fortæller ivrigt om hvor de forskellige massakrer er blevet begået og hvilke biler der er blevet stjålet fra hvilke hvide firmafolk og nu ejes af landsbyen da politiet ikke har noget at gøre der. Jep, spændende område men vi slipper igennem alt sammen inklusiv bander med pistoler, som dog ikke vil røve mig, da min ven tilhører samme stamme. Vi hænger ud i Ikis landsby et par dage og fisker og gør ved, og en dag får jeg (langt om længe) cuttet mit lange hår af med en køkkensaks, så Iki kan bruge det til sin paryk på sit sing-sing (traditionelle danse)-kostume.

 

Demokrati på PNGsk

På det tidspunkt er valgkampen så småt begyndt i PNG. Valget er i juni og det er bestemt ikke ligesom i DK. Det hele går i al sin enkelthed ud på at alle politikerne render rundt med gigantiske poser penge, som de så delvist bestikker delvist truer vælgerne med. De holder store fester og slagter enorme mængder af svin og dem som spiser med er så tvunget til at stemme på kandidaten. Hvis så en bestemt egns kandidat ikke vinder, bliver de selvfølgelig skidesure på dem som ikke stemte på ham og det er så skik og brug at de spærrer hovedvejen og røver samtlige biler der måtte komme forbi, samt skærer lidt i passagerne og voldtager et par stykker. Jeg er der dog kun i starten af valgkampen, hvor alle kandidaterne kører rundt dagen lang i store 4hjulstrækkere med højtalere og kæmpefalsk musik og deler penge og valgplakater ud.

 

I forbindelse med valgkampen er jeg med til en gigantisk sing-sing (stadig traditionel dans/fest), hvor omkring 10.000 kommer fra nær og fjern og ofte er klædt i festtøj (maling, fjer, palmeblade og våben). De bruger festdagen på at "danse", hvilket foregår ved at de holder hinanden i hænderne og i række efter række nærmest løber frem mens de tramper så hårdt i jorden at det kan mærkes langt væk og høres endnu længere væk. Samtidig synger de i kor med nogle underlige ubeskrivelige lyde. Efter et par timer stopper de og der er valgtaler og løfter i massevis. Det hele slutter med at en masse folk går sammen i store ringe hvor de holder hinanden i hænderne og begyndte at hoppe meget hårdt i jorden, mens de synger andre sange med andre besynderlige lyde. Den sidste del, får jeg senere at vide, er der hvor mænd og kvinder kan mødes og hoppe sammen og finde sammen. Se det er jo en smule anderledes end vores Disco ikk?!

 

Rafting og bajere

De sidste par uger bor jeg mest hos Pareka, som er skolelærer og efter 2 DK-bessøg næsten fuldstændig har droppet kirken og lader sine 2 (!) koner bede for sig. Mens jeg er der underviser jeg hans skoleklasser 3 timer. Han er også ret glad for bajer og vi tager med hans lærer-venner på picnic med masser bajer og pølser. Her finder vi bildæksslanger frem som vi overoppuster og sejler ned ad en å-ting med masser af kæmpesten og vandfald - ret skægt trods smadrede lemmer. En dag tager vi på bar (=en skummel gård hvor man kan købe bajer) tilbyder en gammel fætter mig ’two live chickens and a wife’ i fuld alvor. Vi tager tilbage næste dag for at charge ham for løftet, men han er desværre ikke hjemme.

 

Jeg finder også ud af at de sælger jordbær i Mount Hagen (højlands-hovedstaden) hvilket helt sikkert må have været den største opdagelse siden Columbus'.mammmmm.

 

Jagt

En anden dag tager jeg med på min første "jagt", som vist mest er noget man gjorde da man var dreng. Men jeg skal jo se og prøve det. Det hele går ud på at man, efter et regnskyld, tager en hund eller to med ud på nogle brakmarker, hvor bevoksningen når en til livet. Så satte man hunden til at snuse efter wild-fowls (små fugle). Hunden skræmmer så det arme dyr op og så er det om at kaste en PIND på den inden den flyver væk. Når jeg siger pind, mener jeg en ganske almindelig pind med nogle sidegrene som man håber på kan ramme og spidde kræet, hvilket selvfølgelig er noget nær umuligt, og det lykkes os da heller ikke at nakke nogen, men skægt er det.

 

Feast og mumu.

En af de sidste dage i landet er jeg til kæmpe-feast hvor man 3 uger efter en vigtig mands død dræber 56 (!!) svin af 2000-3000 kr. som afslutning på begravelsen. Det er ret skægt og der bliver knoklet med at stege svinene som bliver slået ihjel ved at slå dem på panden med en stor trækølle. Men det går så hurtigt med at slå svinene ihjel at de ofte kun lammer dem med slagene, hvilket ikke er til at se. Svinet vågner selvfølgelig på bålet og giver sig til at hyler og sparke og så må det have et par slag til. Ser på et tidspunkt et svin der er sluppet ud af bålet og farer rundt imellem alle bålene så alle må springe til siden for ikke at blive ramt. 20 unge kommer løbende efter svinet med hver deres store trækølle og det lykkes dem at nakke svinet efter at have været en tur i regnskoven efter det.

 

Børn

Der var generelt i Ny Guinea en masse komsammener af den ene eller anden slags som alle foregår på stammesprog. Men så har jeg heldigvis tid til at more mig med alle de unger der ALTID under hele opholdet forfølger mig eller bare sidder og stirrer på mig indtil folk kommer og jager dem væk med pinde eller andet. Jeg er dog ret glad for alle ungernes opmærksomhed når de voksne syner hen i bønner eller hvad de nu ellers kan finde på og jeg begynder at dyrke det ret meget. Tit sidder jeg bare og stirrer tilbage på nogle unger eller laver ansigter så de panikker og gemmer sig eller simpelthen løber væk. På samme måde kan jeg få spædbørn, som hænger over deres messendes forældres skuldre, til at græde ved at gøre ansigter. Forældrene bruger til gengæld også mit underlige udseende ift. ungerne. Hvis de f.eks. hyler vil en mor typisk sige noget a’la ’lukim i gat waitman long hap’ (ca. ’se den hvide mand derovre’) hvorefter ungen typisk glemmer alt om at surmule og åbner mund og polypper, for at se det sære blege syn.

Nogle gange, hvis en unge er bange for mig, laver mig og forældrene fælles front mod ungerne med uhyggelige historier, og mens jeg blotter mine tænder siger jeg ’mi laik kaikai liklik pikinini’ (’jeg vil æde det lille barn’) som selvfølgelig resulterer i stortuden fra ungen og kæmpelatter fra os andre.

 

De første mange dage på et nyt sted bliver jeg som regel forfulgt af op til 50 (!!!) børn og unge (og på markeder af endnu flere voksne) som kan render efter mig flere kilometer hvis jeg skal et sted hen. Jeg vænner mig til det, og lærer også et par tricks. F.eks. vil ungerne ligeså snart man vender sig om stoppe eller løbe væk mens de venter på en mærkelig handling fra den mærkelige mand. Og når de har gået efter en i et stykke tid og er kommet lidt for tæt på, kan man med en pludselig bevægelse vende sig, hvilket resulterer i at ungerne bliver så forskrækkede at de hopper til alle sider uafhængigt af grøfter eller buskads, hvilket morede mig ret meget.

 

Nå men så sker det jo efter 3 mdr. at mit visum løber ud og jeg må forlade landet. Jeg siger farvel til alt og alle og modtager hjemmestrikkede gaver i massevis og giver også en del væk. Da jeg vinker farvel til de nærmeste venner som følger mig af sted og da jeg i flyveren ser der pidgen –engelske forbud mod at tykke betelnød i flyet bliver jeg ret trist til mode. For jeg har aldrig i mit liv mødt så rare mennesker som jeg gjorde der, og i mine 3 mdr. blev jeg trods mine protester ALTID placeret i den bedste seng og fik det største stykke kylling.

 

Hong Kong

Da jeg ankommer til Hong Kong bliver jeg lynhurtigt superforvirret efter at have spenderet natten i Sidney. Det er ikke mere end 42 timer siden vi har nakket en kylling og siddet og kigget efter busser i ’no where’ i PNG, og så sidder jeg i kæmpetrafik, mobiltelefonerne ringer konstant og alt er på kinesisk så jeg ikke fatter en skid. Det tager mig flere dage før jeg stopper med at svarer på spørgsmål på Tok Pisin. Mit livs kulturchock....

 

Jeg spenderer 10 dage i Hong Kong sammen med folkene fra demokratibevægelsen jeg har mødt sidst jeg var der med skamstøtten i 1997. Jeg leger stort set bare turist går på markeder og på museer og spiser stort, og så får jeg fundet nogle skulpturer og sendt dem til DK for min far. Og ikke mindst startet denne rejsebeskrivelse.

 

Mad og millionærvenner

Min rige ven Margareth har heldigvis meget tid til at vise mig byen og spisesteder herunder en legendarisk tea-time-buffet. Uden tvivl den bedste, største og sindssygeste middag jeg nogen sinde har spist. Stedet er Hong Kongs bedste USA-hotel hvor både Clinton og Bush har boet (men heldigvis ikke mens vi er der så havde jeg fortalt dem et borgerligt ord eller to uden omsvøb). Det kunne jeg heldigvis ikke så vi spiste der bare. Fra restauranten kan man se ud over hele Hong Kong gennem kæmpe glasvinduer (50*30 meter eller mere) og der render tjenere rundt overalt. Det var faktisk skidebilligt (ca. 130 kr.) for ingen gider æde middags tea-time-buffet der.

Alt maden bliver sat frem præcis kl. 15.15 og så går vi ellers i gang med de 30 forskellige retter som buffeten består af. Alt fra pizza og Mexicanske quessadillos til Kinesiske dimser og alle mulige andre dimser og nudler som jeg ikke kender men smager helt fantastisk. Der er selvfølgelig også en lang række salater, men da jeg har planlagt at smage hver eneste forret, springer jeg let og elegant over det grønne.

 

Man har vel stil så jeg æder forret først inden jeg går om bord i desserterne og frugterne, som hele tiden har fristet ved det næste bord. Jeg må ærligt erkende at jeg i processen er lige ved at fortvivle for som om det ikke er nok med de 30 forskellige forretter jeg skal smage er der også 20 forskellige desserter og 10 forskellige eksotiske frugter som jeg skal smage. Efter nøje overvejelser og udregning af min maves rummelighed og efter de 30 forretter finder jeg ud af at jeg må gå på kompromis ved kun at spise lidt vandmelon og dragonfruit fra frugtbuffeten. Dette giver mig plads til vaflerne med alt slags drys, 2 slags chokoladekager, et par forskellige jordbærtærter (inkl. de franske), hjemmebagt is (alle slags med alt drys og sovs til), små kinesiske kagedimser i massevis, et par underlige marens-dimser og buddingting.

 

I min uvidenhed dummer jeg mig dog ved at æde 3-4 små jordbærtærter hvilket betyder at jeg må opgive et par forskellige kager og tærter da døren kun er 1 meter bred og vi skal nå noget. Jeg fortryder det selvfølgelig bittert og beslutter at min eneste mulighed for ikke at ende mine dage i terapi er at gå tilbage dertil dagen efter og afslutte de desserter jeg så usselt forsømte dagen før. Det gør jeg flere gange - også på andre buffeter, og det var vist enden på den beretning.

 

Til sidst vil jeg lige sige at mange af dem jeg boede hos i Papua New Guinea meget gerne ville have flere besøg, så hvis du mangler et sted at tage hen på ferie og måske synes nogle af mine oplevelser var interessante, kunne du jo overveje det og så kunne vi jo evt. finde nogle kontakter til dig. Folk der er som sagt enormt venlige og jeg fik stort set ikke brugt nogen penge på andet end billetten derned, derimod gav jeg gaver i massevis og forlangte tit at betale for maden, hvilket dog også var enormt billigt. I øvrigt har jeg lovet omkring det halve New Guinea at finde dem en pindeven, så skriv bare så skal jeg skaffe dig en.

 

Ps. (jeg har ioevrigt lige spist en sandwich og fundet ud af at den underlige bismag var papir og ikke skinke)

 

Ha det godt Hilsen Lasse Galschiøt Markus