En Roever eller 2 om Amazonas, blafning mm fra Sambaens eget land

 

Så lykkedes det alligevel at begynde en blog. Denne gang fra varme og sambaagtige Brazil hvor regnskovens papegøjer pipper, hvor Acai er en is og ækvator lige om hjørnet.

 

Og hvad laver man så her?

Jo efter turbo lange blogs fra turen til Iran kan jeg nok ikke undskylde min rejse med endnu en jagt på Zen – og mon ikke jeg fandt den. Så kort fortalt var undskyldningen for at tage hertil at jeg for en gangs skyld skulle redder verden – denne gang på Rio+20 FN-topmødet. Og undskyldningen for at blive her er dels at man da sejler hjem for at redde klimaet, samt at jeg har fundet et par fornuftige ting at lave på turen. Og så skader det ikke at samle en håndfuld røverhistorier til at underholde eventuelle børnebørn med og plage eventuelle plejehjemsmedhjælpere med - hvis vores velfærdsstat holder så længe. I hvert fald er det ikke helt utænkeligt at min blog kommer til at indeholde noget lignende følgende:

Rio+20 – et eller andet har man vel oplevet på den første måned i Rio. Noget om et møde med en syret Enca–festival med brasilianske øko-hippier. Lidt fra en tur rundt og kigge på Carnauba-voks-palmer for Danwatch. Noget om at blaffe over nordbrasilien (der sidder jeg nu). For ikke at tale om  Amazonas og Ayahuasca. Samt en beretning eller 2 fra 2 x Guyana og Surinam – syrede små lande hvor det indiske politi taler hollandsk og rider på bøfler(!). Lidt om Korruption i Venezuela og bådbyggere i Trinidad og Tobago. Noget om at vandre med regnbuefolk fra Brasilien til Mexico for at møde verdens ende – eller dens begyndelse. Man kunne forestille sig der blev smidt en røver eller 2 op fra turen op gennem Mellemamerika. Og mon ikke Obamas kampagne får et ord med på vejen når jeg hjælper ham med at vinde valget (eller at få republikaner-tumpen til at tabe). Og så skal jeg jo tilbage en dag, for julen skal fejres i DK. Forhåbentligt bliver der en historie fra en sejlbåd fra Canada. Men lad os nu se – det er i hvert fald her det bliver lagt op......  

 

  Man kan undre sig over hvad kaempefisk laver midt paa Botafogo stranden i Rio. Men tropiske dyr er jo ofte lidt stoerre end i DK

Rio+20

Hvordan koger man en måneds oplevelser (og 4 måneders forberedelse til de oplevelser) ned i en blog. Jo sku, jeg lægger et link til dagbøger, billeder og alt hvad hjertet kan begære omkring Rio+20. ww.aidoh.dk/rio og så laver jeg en relativt kort beskrivelse her.

TH - Jens G kommer dumpene og begynder straks at tegne of Fortaelle til Niller og Dorte - vores kamerafolk 

Starter med starten. Hvor jeg sidder på min papas værksted og scanner billeder da Jens G nævner at der er Rio+20 konference i Juni. Han gør det hurtigt klart at han faktisk ikke har tid eller penge til at tage dertil. Men sådan noget kan man jo ikke bare slynge ud og vi har næsten et færdigt koncept at tage med pga arbejdet med SevenMeters-projektet under COP15 og frøet er som man så må sige lagt. Topmødet markerer 20 året for det første topmøde om bæredygtig udvikling, Rio92 og er ret vigtigt for verdens fremtid. Store ord men vi bevæger os bogstaveligt talt mod ukontrollable og selvforstærkende klimaforandringer, hvilket er noget dommedagsprofetisk og uforståeligt men ikke mindst skræmmende rigtigt.

 

    

 

 

Gennem foråret bliver det tænkt drømt og planlagt. Vi søger 1000 fonde der giver afslag og jeg bruger  rigtig, rigtigt meget tid på det hele. Så da jeg ansøger, og får, en halvårig stilling i Ægypten som turistguide afskriver jeg Rio. Men.... Halvanden uge inden mit nye job starter kommer meddelelsen så om at 92-Gruppen vil sponsorere nok til at projektet lige akkurat kan gennemføres. Dilemma, dilemma. Skal den stå på Ægypten, job og løn i ½ år eller frivilligt arbejde og fattigdom i Rio og efterfølgende udtømning af opsparing gennem hazarderet rundrejse? I sidste ende står det klart at jeg ikke kan sidde i Ægypten og se det projekt jeg har arbejdet så hårdt for løbe af staben uden selv at være med og jeg takker nej til rejsebureauet. Da projektet 2 uger senere bliver aflyst endnu engang bliver jeg lidt grøn i hovedet men det hele ender nu med at lykkes. Også selvom jeg 3 dage inden afrejse gør et ihærdigt forsøg på at forpurre min rejse ved at kaste afløbsrens i mit eget øje så jeg må tage flyveren til Rio med lægeordineret pirat-klap for øjet. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rio er fedt! Jeg starter med at bo en uge hos Ditte og Jose som arbejder der og flytter senere til et hostel med fest hver dag og megatrange dormatories lige ud til Botafogo-stranden. Jeg har de første 3 uger for mig selv inden de andre kommer med rygsækkene fulde af skulpturer, lige inden konferencen går i gang. Indtil da knokler jeg som en gal med at få trykt 20.000 brochurer, købe underlige vogne, pinde til metalkors til en gravid teenager, special-falsede metalstænger til klimaflygtninge og selvfølgelig en generator og en røgmaskine til en rygende frihedsgudinde. Så jeg får set nogle ret stenede dele af Rio hvor jeg på meget gebrokkent Portugisisk får mig forvildet længere og længere ud i de kvarterer der netop er dedikeret til røgmaskiner, vogne, falsninger etc. Jeg har heldigvis et OK spansk med i bagagen og jeg har lyttet 'lær portugisisk'-lydbøger mens jeg har cyklet rundt i København. Så jeg ender faktisk med at kunne tale sproget - selvom accenter og især landbefolkningens snøvlen er pænt svære at dechifrere (flueben på retfærdiggørelse-af-tur-overfor-mig-selv-listen).

 

 

 

Samba, musik og gadedans er rent faktisk en del af gadebilledet og selvom karnevalet først er i Januar er der koncerter på gaden hvor 100vis af brasilianere stimler sammen om stole med en ordentlig røvfuld musikanter der fyrer den af med Rio-sange en mas. Alt for fedt. Man forstår godt at folk forelsker sig i landet og kulturen – også selvom musikken går pænt ned ad bakke da vi rejser nordpå.

 

 

 

 

Alle skulpturerne er produceret i letvaegt og frihedsgudinden klippet i 5 stykker saa hun kan vaere i bagagen. Her stripper vi den sammen.

  

Vi broadcaster dagligt mellem kajen paa folkmoedet paa Bornholm og projektet i Rio. Via skype.

Bror Sofus kommer dumpene fra Indien hvor han er blevet udlært Yogamester. Det samme gør vores crew med Niller og Dorte og Lars, og senere Jens G, samt nok 50 danskere hvoraf vi ofte mødes med de 12-15 folk fra 92-gruppe – NGOen der har sponsoreret projektet. Egentligt er det tanken at os AIDOH-folk skal bo i Flamengo park fordi det er billigt og det er der alle NGOerne hænger ud på 'peoples summit'. Men det er åbenbart SLET ikke et sted man opholder sig efter mørket pga små lim-og-crack-sniffende junkier og en tand for mange pistoler og overfald. Nok er mange farvellaer ryddet, men helt Danmark er Brasilien ikke. Vi ryger ind på mit hostel i stedet.

 

 

 

 Grønne grønne og socialt bevidste coca cola er selvoeligelig til stede paa konference. I deres uendelige godhed har de stillet gratis drikkevarer til raadighed for stammefolk, NGO'er, statsoverhoveder og andre let paavirkelige.  Skiltet fortaeller om baeredygtiegt koeleskab, hele 5%groen flaske, kun x liter vand til at lave en hel cola osv osv. Sender en kaelig tanke til de landsbyer jeg har besoegt i Indien og Mexico som maa koebe Coca Colas kildevand fordi selv samme firma har pumpet grundvandet op saa landsbyen er tør. Store oliestater som Emiraterne og Kuwait har de stoerste stande der - og store skilte med deres baeredygtige byer. Sjovt for jeg synes at huske Dubai som det mindst baeredygtige samfund i verden - diktatur, minus rettigheder for de 90% immigranter etc etc.

 

 

 

 

Rio+20 bliver en kæmpe fiasko. Og vi må nok hellere forberede os på en lorteverden i fremtiden hvis 97% af verdens klimaforskere har noget at skulle have sagt. Derimod bliver vores projekt en succes. Vi får megameget opmærksomhed med vores bæredygtigheds-optog hvor især frihedsgudinden tar kegler- nok primært pga den 'store onde nordlige nabo-satan'-mentalitet. Vi broadcaster dagligt til folkemødet på Bornholm hvor Jens G er kunstner, kransekage og debattør og Mette leder projektet. Og alt i alt er det vist nærmest umuligt at forestille sig mere projekt og publicity for lige over 100.000kr inkl alt. 

 

 

Rio-Centro hvor forhandlingerne foregår ligger 36km uden for Rios bymidte. En dag pakker vi hele L..... og tager derud i en pickup. Vi ser meget nonchalante ud da vi går forbi vagterne og stiller hele pivtøjet op og nyder 45 minutter hvor alle konference-deltagerne må passere projektet. Men ak nemesis. Successen er for stor og de interesserede menneskemasser blokerer for trafikken og FN-marshall et-eller-andet begynder at undre sig. Vi ryger over på den anden side af vejen hvor vi står resten af dagen hvilket absolut heller ikke er tosset. Jeg ved at vi har gjort noget rigtigt da FN manden sidst på dagen kommer hen og prøver at krejle sig til info om hvordan vi dog er kommet ind og gennem hvilken indgang, så han kan forhindre andre i at forstyrre jakkesættene (som i øvrigt alle som en er glade for vores projekt).

 

Men træerne gror altså ikke ind i himlen. Og jeg når ikke igennem sikkerhedstjekket med Frihedsgudinden under armen. Det sørger marshall whatever med høresneglen for ved indgangen.

 

 

 

 

Man máa jo nok hellere lige smide et billede fra en Farvella. - Ioevrigt den hvor Michael Jackson optog videoen til 'they dont really care about us' - som ioevrigt naar man lytter efter har ret meget capoeira-rytme og klap i sig. 

 

 

 

 

 

 

Jesus statuen (i baggrunden paa toppen. De andre to er mig og Sofus. Lisså dårlige som vi er til at immiterer Jesus, ligeså god er vi til at gå ind og råbe og skrige i banker over at de tager renter aka moderne jesus'er)

 

 

 

ENCA

En hektisk dag i Rio møder vi en fætter med store lyse dreadlocks og et video-kamera som hedder Caf. (Jens G spørger 'hvorfor Caf', Caf svarer 'jeg brød mig ikke om mit gamle navn' Jens G spørger 'hed du da Torben' Caf siger (forbløffet) 'ja – hvor vidste du det fra', hvilket der en sjældent gangs skyld får Jens G ud af fatning. Lidt rød i hovedet og lidt perpleks svarer han 'øhm det vidste jeg faktisk ikke – det var bare et gæt'). Caf viser sig at være halvårs-brasilianer (og halvårs-dansker) og kender foruden vores allesammens ven Mark Laplume (som sidder i Surinam og bygger båd og som vi skal besøge) til en hippie-festival der er lidt ala rainbow men mere fokuseret på mini-subsistenslandbrug og alternative 'communities'.

Der skal vi selvfølgeligt til for det ligger i nord og hvem vil ikke møde cremen af brasilianske hippier. Efter vi har sendt alle hovederne til DK med skulpturerne tager mig og Sofus en bus fucked up lang nordpå. Kl 4 om natten står vi af og til vores store overraskelse står en anden bus og venter på os til næste destination. Sidste bus kører også som smurt og til sidst bliver vi sat af midt i ingenting hvor en fuld mand stikker os hver en iskold drikke-kokosnød og kører os 7 kilometer til stedet og smutter igen? WTF? Brasiliansk venlighed når det er bedst!

 

At faa tilsendt et billede af en tegning, af et sted 2000km derfra ude i ingenting. Tage et billede af billedet af tegningen og faktisk nå derhen. Succes. 

 

 

Det bliver 4-5 dage uden elektronik, el, alkohol, kød og penge men med bål, akustisk musik, madcirkler, bad i floder, telte, spiritualitet, 73 guder fra alle religioner, portugisisk man ikke fatter en bjælde af (især ikke lille Sofus) og masser af amor og nøgne mennesker. Fantastisk tid og jeg kommer tilbage til civilisationen med godt humør, ny tro på mennesker og alt den slags der vel i virkeligheden er noget værd.

 

24-Syv. Inden rejsens begyndelse har jeg haft kig på den nye landsdækkendes radiokanal som under navnet 'råbånd' tilbyder 11.000kr (alt for lidt) for 8 timers uklippede radio-udsendelser. En dag sætter mig og Sofus os ved floden og finder en forbudt Ipod frem med mikrofon og optager 47 minutter om vores oplevelser. Caf kommer forbi og deler sine oplevelser også. Alt i alt vellykket synes jeg. En uge efter tilbage i civilisationen skriver jeg en udførlig mail til radiostationen med forslag til en udsendelsesrække med udvalgte udpluk fra turen fra Rio til Canada. Jeg lægger lydindslaget op som eksempel. Jeg får en hel halv linje tilbage med 'Nej tak'. Tak for lort 24syv (ok alt respekt for et nej tak, men skriv da lige en hel linje).Lydklippet ligger her:  http://www.aidoh.dk/lasse/LydBraz.wav (linket har forskel på store og små bogstaver!). Så jeg vil lade være med at skrive meget mere om festivalen – det kan du selv lytte hvis du har lyst.

 

 

Det er faktisk ret køligt om natten på Enca'en. Men da vi når op til nord kysten er det tropevarmt døgnet rundt. Perfekt. Og når man er to fattigrøve som os gir det rigtig god mening at slå telt op i tide og utide. (Her sidder Sofus og lære Yoga fra sig til en Paraguaiansk omrejsende som vi hang lidt ud med)

 

 

 

 

 

 

Når man først har fundet sig selv een gang kan man jo blive ved. Mig og Sofus tager til kæmpenationalparken Lencois Maranhenses for at bruge 3 dage på at vandre fra Cabure til Paulino Neves.

 

 

Ret stenet område der ligesom en del af Brasiliens nordkyst består af sandklitter. Men til forskel fra andre ørkener kan sandklitterne finde på at lægge lige op ad havet eller af floder eller bogstaveligt talt slutte i en tropisk mangroveskov. Her er vi i et område hvor der er små søer og græsområder mellem klitterne. 

 

Vi bruger en del tid på at kaster os ud over siden af dem og rulle de 15 meter ned i vandet. Men man må indstille sig på at spise sand en god uge derefter.

 

 

 

 

 

Carnauba

1½ uge inden jeg tager til Brasilien tager jeg ind på Danwatch' kontor, fremlægger min umiddelbare rejseplan og spørger om de har brug for at få tjekket noget i nogle af de lande jeg skal igennem. Jeg  bliver sendt på mission til Carnauba-palme-land i nordøstbrazilien som er det eneste sted hvor man producerer carnauba-voks. Det bruges i alt. Som 'film' på de piller vi spiser, til bilvoks og i slik, som voksen får til ikke at klistre sammen. Arbejdsforholdene er selvfølgelig kummerlige og det er det jeg skal dokumenterer om muligt. I hvert fald mødes vi med kontakten Oscar i Fortaleza. Han kører os ud til nogle plantager og vi filmer de seriøse skader de alle sammen har og hører om produktionen og lønningerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senere tager vi til Jaguaruana hvor en ekstremt passioneret mand Afru Negrao – har et carnauba memorial museum hvorigennem han prøver at redde industrien fra at uddø og at hjælpe arbejderne. Han  tager os rundt i landskabet og hver gang vi støder på en fældet palme lider han med den. Interessant at komme rigtig tæt på bondebrasilien.

 

 

Afru (gul skjorte) hiver os med i 2 lokal radioer hvor jeg live skal fortaelle hvorfor vi er her og tale en smule dansk med sofus. Stoerstedelen foregaar vel at maerke paa Portugisisk saa haaber lytterne forstaar min accent. 

 

 

 

 

Derefter bruger vi et par dage på en paradisstrand til at samle infoen og lave en lille rapport. Sofus opdaterer Wikipedia som nu indeholder alt om Carnauba på dansk og engelsk.

Bare man dog havde siddet her og skrevet speciale - udsigt ud over stranden iøvrigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

At have tid

Fra listen i starten af bloggen er det vist tydeligt at der allerede er mange planer og drømme der hober sig op – og det er faktisk et dilemma. For da vi finder ud af at man uden videre kan sejle tværs gennem Amazonas og lande i Peru er jeg selvfølgelig solgt. Men Obama skal vælges i start november og jeg skal nok sejle hjem nogle uger efter.

Alt er muligt, men jeg skal i så fald igennem et til land og værre endnu mit 'skema' (muligheder) begynder at blive udtømt. På min tur til Iran kunne jeg pludselig og meget tidligt se hvor jeg skulle hen og hvornår for at lave det jeg ville og det begrænser den frihed man netop opnår ved et ½ års rejse. Ergo: Jeg slår min fantastiske 'darling' (ide/ønske/drøm) ihjel for at have tid til at stoppe op, at blive lidt længere, at kunne tænke nye planer og nok nyde livet en tand mere gennem den rejse der altså ikke kommer til at inkludere 10-15 dage på gennem hele amazonas.

 

 

At blaffe langs nordkysten

Da vi har rigeligt tid beslutter vi os for at blaffe til Belem fra Fortaleza – godt 1200km. Både for at spare penge (turen koster 600kr/person) og fordi det er fedt. Det går pænt let og vi bliver samlet op på ladet af pick-ups og lastbiler. Vi har telt med og kan overnatte hvor som helst og der er varmt så det er perfekt. Det er egentligt lettere end vi regner med og vi bliver samlet op langs de små veje (vi undgår de store) mens vi kommer længere og længere vestpå ad strandvejen på nordkysten.

 

 

På andendagen er første blaf en Mexicaner og en Brasiliansk couchsurfer som tager til nordkystens Uber hippie-stener-strand Joacoacoara og så kan man jo godt omlægge sin rute nogle 100km og tage med.

Vores blaffer-succes bliver ikke mindre tilfredsstillende af at de garvede lokale (Amerikanere) siger det kun kan lade sig gøre at blaffe fra tankstationer og ikke langs vejen som vi gør og med stort held. 

 

 

 

 

At Vente

Mig og Sofus sidder lige nu på en told-post og venter på et lift. Vi blev kørt hertil i morges af en venlig mand som sagde de skulle tage sig af os. Og det har de gjort. Fordret os, brugt uanede mængder af tid på at finde ud af hvordan man dog kommer lettest til Belem og teoretisk set skaffet os et lift. Dvs. vi har fået at vide at en af dem skal halvvejs til Belem og vil tage os med – vi har også fået at vide han først vil ankomme i morgen og ca. 1000 ting man ikke forstod. Det er i hvert fald efterhånden mange timer siden og imens drøner andre potentielle lifts af sted. Og så går det op for mig at vi bare sidder og venter på 450km gratis lift uden at vi behøverløfte en finger – bonus! Jeg så kan jeg skrive min blog.

 

 

 

 

De ender faktisk med at dukke op. Og efter en ret kompliceret tur ender vi dagen efter ved en afkørsel. Men da er det lørdag og vi har blaffet 1000km og nu har mindre held end i begyndelsen, ender vi med at tage resten af turen fra Sao Luis til Belem i bus. I alt tager det os 5 dage at nå til Belem. Godt nok inklusiv en strandtur og meget afslapning, men hurtigere end bussen der tager 24 timer er det altså ikke.

Th. Brasilianere putter sukker i alt (ALT). Sødt sødt sødt. Her en pizza med bananer, ost og kanel. - det underlige er at den faktisk smagte helt ok.

 

 

Gavmilde brasilianere.

Under første aftens blafning kommer op med en ladvogn. Da vi efter nogle timer gør holdt spørger en om noget med penge og diesel og mad. Ikke forstået men vi vil da gerne spæde til så jeg prøver at stikke ham en 10Reais (30kroner) hvilket de griner af. Senere prøver bilens 13årige pige at give os 10 Reals som en ”Regala”/gave, formodentligt - tænker vi - som tak for en dansk 10krone jeg gav hende. Jeg afslår selvfølgelig hvilket hun ikke forstår. Senere får vi (selvfølgelig) aftensmad. Mig og Sofus snakker diskuterer om brasilianerne mon tror vi er fattige, og godt nok har Sofus ingen sko og bærer underlige kjolebukser og vi er ikke heeelt rene, men stadig. Det er først næste dag vi bliver helt overbevist  da en vildt fremmed bil der ikke kan have os med prøver at stikke mig 7Reals (20kr) ”por uma coca cola”. Tak og nej tak. Tror tanken er at hvis vi er 'rige' hvorfor blaffer vi så og hvorfor i alverden render Sofus rundt uden sko (og den sidste del undrer så også mig...). Nå men smukt er det at relativt fattige brasilianere prøver at hjælpe os på den måde!

 

 

Vi oplever det samme en del gange på turen og da jeg en dag sidder og smalltalker med nogle lokale om busser og blaffermuligheder farer den ene pludselig op og løber hen til en bus som han siger vi skal med. Det viser sig han har betalt de 30R (90kr) den koster og da er det jo for sent at takke nej. Så det er med en lidt dårlig smag i munden vi tager bussen og vi beslutter at vi hellere må være 30R ekstra gavmilde overfor tiggere og andre (rigtigt) stakkels brasilianere. Senere samme dag er Sofus ved at gå ud af sit gode skind fordi en fattig og ret aggressiv type hiver og flår i ham og siger ”comida” (mad) – lige indtil det viser sig at manden bare prøver at fodre Sofus (manden ender med at give op og prøver at stikke sofus 30kr og så er det jo svært ikke at blive rød i hovedet).

Det er faktisk ret typisk brasiliansk at være meget direkte og kan virke agressive når de uden at blinke går helt hen til en og snakker og vil have penge eller give dig penge eller hvadsomhelst. Kulturforskelle, kulturforskelle.

I løbet af tiden i Brasilien tegner der sig et ret gennemgående billede af enormt sympatiske mennesker her i landet. Fx når en bartender giver os øl for egen regning, eller de kaster pakker med tøj og mad ud til landsbyboere der padler rundt i deres kanoer i Amazonas. Inkomstforskellen i Brazilien er selvfølgelig enorm. Men til forskel fra åhh så lige Danmark virker folk her langt mere i øjenhøjde – alle snakker med alle og henvender sig til alle. - og hvor tit er det lige man har en snak med en hjemløs i Danmark der varede over 5 sætninger?

Men thumps up for brasilianerne. På nogle måder går samme tendens igen i resten af samfundet. Der er en meget stor sammenhørighed generationerne imellem. Alle bruger thumps up som universaltegn for ok -(en lommefilosofisk udlægning er at de mega-lazy/dovne brasilianere dermed slipper for at bruge energi på at sige noget). Unge som gamle og rige som fattige er sammen når de fester, drikker og lytter til fucked up mixet musik af de nyeste brasilianske ørehængere der spiller alt for højt og fra elendige højtalere. Og man kommer ikke udenom at de er et livligt folkefærd.

 

Amazonas

Nå men vi ender jo som sagt i Belem – en millionby i starten af amazonas hvor vi opholder os på vejen mod Fransk Guyana. Vi ender med at gå til en masse koncerter og drikke øl med en bunke lokale couchsurfere og alle de andre festglade brasilianere vi finder. Og så når vi da også lige ud på en tropisk paradisø I amazonasfloden med bunker af hvide sandstrande, fisk og dunkende braz musik og øl..

Det var ikke lige hvid sandstrand jeg ventede at finde her i Amazonas..   ond biskop på baggrund m grippe og regn.

Ayahuasca: Vi har 2 missioner i Belem. 1. Se JensG's skamstøtte (den står på busstationen og er det første vi ser og du kan se den til højre) 2. Tage ayahuasca (Daime). Et plantekstrat man tager og bliver høj af. Det er en meget traditionel ting som nogle indianer-stammer tager til dagligt og Santa Daime-kirken har indkoorporeret i deres kristendom hvor medlemmerne jævnligt tager det - og det helt fra barnsben - for at komme tættere på gud (eller hvad deres undskyldning nu er). Det er stærke sager og man skal igennem et par ritualer ved en shaman eller præst der inkludere faste og ingen alko, eller sex. Men lidt skuffende har vi faktisk ret svært ved af finde ayahuasca nær Belem. Det viser sig at mange brasilianere faktisk ikke aner hvad det er og de kontakter vi har er megadårlige til at besvare emails. Så vi forlader landet uden den oplevelse i håb om at støde på det senere på rejsen.

 

 

 

 

Amazonas by night

 

 

 

 

 

Og Fransk Guyana trækker så vi ender med at tage en flodbåd 24 timer til Macapa. En 2 etagers sag hvor man bruger dagen i sin medbragte hængekøje, eller på forstavnen eller bag i båden hvor der bliver drukket øl og hørt endnu værre musik end foran. Jeg sidder i hængekøjen nu mens regnskoven langsomt passerer på begge sider.

Vores færge

 

 

 

Amazonasfloden er måske ikke helt som jeg havde forestillet mig (eller måske netop som jeg havde forestillet mig). Den er så gigantstor at man til tider ikke kan se kysten og dyreliv ser man intet af fra båden. På nær floddelfiner som lige dukker op og viser deres rygfinde engang imellem – det er ret sejt, og nogle papagøjeflokke. Til gengæld er der en del små træhytter langs floden, men folkene er mere fattige end ´vilde indianer-agtige – men vi er jo også kun ved mundingen af floden.

De 2 dæk på færgen er overfyldt med hængekøjer. Så man skal ikke have for mange fine fornemmelser ift at bumpe lidt ind i de andre. Men jeg sidder nu helst bare her på forstavnen og kigger amazonas.

 

 

 

 

Alt transport foregår pr. båd for der eksisterer ikke veje andet end i byerne som altså også er pænt store. Manaus midt på floden er fx på 3 mio indbygger. Til tider har vi set kæmpe skibe fyldt med lastbiler og containere.

Muhammad var en klog mand og der er nok mange gode grunde til at kvinder ikke må få kørekort i Saudiarabien. Her er en grund til at de ikke skulle ha det til flodbåde i amazonas når man skal skubbe 50 meter pramme foran sig (og det kan også være de bare skulle lade være at ansætte fulde brasilianske mænd)

 

I det fjerne begynder vores destination at dukke op. Så jeg vil lukke ned herfra. For i morgen tager vi til Fransk Guyana som vist er pænt underligt. Glæder mig. Så den tid den historie. Det var et udpluk af hvad jeg lige kom i tanke om at have oplevet i Brasilien.

 

 

As we went through the amazonian rain forest we ran into one of the native tribes' tame dog creatures. It took us for sight seeing safari – here Im pointing at yet another amazon dolphin but Sofus seems more interested in the parot-monkey-war going on in the tree tops.